Center for Bio-diversitet

 artikel
 
  Forsiden     Om os    Kampagne   Tidsskrift   Litteratur    Husdyr    Kulturplanter    Biodiversitet generelt

 

Duer der duer

Genetisk sport. Hvorfor har man raceduer? "Når vi leger Moder Natur," siger  formanden, "er det os, der afgør, hvem der skal overleve."
 

 Af Ina Kløgx Pedersen (Artikel om folk og duer på DRFs  Nationaludstilling jan. 2004. )

FOR den uindviede er det et forbløffende syn. Række efter række af bure med  fugle, man ikke troede fandtes. 3.958 i alt, og så er det duer . "Flyvende  rotter," plejer folk i storbyen at hvæse, men dette er en anden verden.  Alene navnene er spektakulære: Italiensk Mæfik, Hamburg Kalot, Arabisk  Trommer, Schlesisk Kroppert, Pygmæ Puster, Næbdusk.  Den største due, Romeren, er tre gange så stor som den afpillede due fra  Rådhuspladsen; dens vingefang er på en meter, og som sine artsfæller har  den inden den store dag været i burtræning og er blevet pyntet op: Vasket i  babyshampoo, måske føntørret, fødder og ben olieret. Ubetydelige  småskavanker er nippet eller klippet bort. De kaldes prydduer, og det  handler om at tage sig ud her på "Nationalen"  -  Dansk Racedueforenings 50.  Nationaludstilling. Det har taget generationer at nå hertil, og undervejs  har mæfikker (af plattysk for lille måge) fået næb så små, at de ikke selv  evner at fodre deres unger, derfor har avlerne ammeduer  -  eller  plejeforældre, som det hedder i en håndbogsklassiker for duefolket  -  ansat  til formålet.  I forgårs kom de, i går blev de bedømt, i dag må publikum få syn for sagen  i den knap 4.000 kvadratmeter store Dronning Margrethe Hal i Fredericia.  Duerne sidder uventet stille. En sagte kurren stiger op fra rækkerne,  lejlighedsvis isprængt den sprøde lyd af 7.916 fuglefødder mod savsmuld på  bølgepap; der lugter af støv, ikke duelort, og sødligt af Mac Baren.  Enkelte fugle poserer fra morgenstunden, eller også har de stået sådan  siden bedømmelsen i går. Engelsk paryk bringer mindelser om det høje hår  ved Solkongens Hof, og pusterne blæser kroen op som en ballon, så kroppen  virker spinkel i sammenligning.  Det ligner en tanke, er utvivlsomt et tilfælde: Især guldvinderne forholder  sig i ro, mens mellemlaget  -  de ikke helt formidable, men ej heller  bortdømte  -  stoltserer frem og tilbage.  Pludselig er der oprør på en af rækkerne. Et par mænd og en enkelt kvinde  har længe stået og set på et af burene, og nu må det siges: Den due har  fået alt for få points. 91! Den er mindst 95 værd. De røde pletter træder  frem på kinderne. Luften er fyldt med spænding, glæde, skuffelse  -  og  krænket ære. 91 points gives kun til duer med grove fejl  -  som dermed  falder uden for specialklubbernes ideal-lister. En hvid due skal være hvid!  har dommerne noteret et sted; et andet sted nøjes de med at ønske, at duen  havde "strammere lårfjer".
 
Hm, nå
Også udstillerne har først adgang i dag. For de øvede er tricket at hente  sig et resultatkatalog på kontoret, så de i et roligt hjørne kan studere  bedømmelsen af deres dyr, fremfor at stå foran buret og i fuld offentlighed  miste besindelsen af lykke eller ærgrelse.  Flemming Nielsen fra Herning gør det på den måde. Lader blikket løbe ned  over listerne, siger hm, nå, og lidt senere giver han en øl, men først ud  på eftermiddagen, hvor de blå Royal-dåseøl alligevel er dukket op på  gangene og har fået ansigtskuløren i vejret. Nielsen har, ifølge formanden,  skrevet Danmarkshistorie denne gang ved at få hele fire guldmedaljer for  sine sortvingede guldgimpler  -  arten har en gyldentskinnende fjerdragt og  stammer fra det tidligere Jugoslavien.  Det er stort, dette her. På tværs af landegrænser samles folk om duerne, en  minibus med et tysk selskab i kasket, vindjakke og broderede duer på  brystet er netop ankommet. Standarden er hele tiden til diskussion. For  udstillerne: Kan jeg, helt utopisk, selvfølgelig, komme til at skubbe lidt  til idealet? For de andre: Er det lykkedes nogen at videreudvikle min race   -  eller mit lands nationalrace? Dueeksperten Kai Dahl vakte furore, da han  i 1913 i medlemsbladet Duevennen opfordrede danskerne til at se mod  England. Det var lykkedes briterne at gøre den danske tumling mere elegant  end den "lavstammede og lidet imponerende" danske due.  Hvorfor har man duer? Darwin holdt flere slags raceduer og var med til at  stifte en af verdens første dueklubber. Han brugte fuglene til at  illustrere sine udviklingsteorier, bl.a. i værket "Arternes oprindelse".  Duerne stammede fra den arabiske klippedue. Alligevel havde mennesket på  kort tid bortvalgt og fremmet yderst forskellige variationer af samme art.  Hvad kunne så naturen ikke gøre? Hvem klarer sig? Darwinismen er her endnu,  siger Racedueforeningens formand, Hans Ove Christiansen. Han er selv  inspireret af realskolens biologiundervisning og Mendels love; hvordan  forfiner man duen frem mod det perfekte? Han har besøgt Darwins  efterkommer, en museumsinspektør i Storbritannien, der er i færd med at  genskabe Darwins hjem inkl. duer.

Noget, der ser ud
Duen er mindst 5.000 år gammel; medlem af ordenen var den uddøde dronte.  Duer findes overalt, bortset fra polaregnene. Der er 255 arter, herunder  800 slags brev-, slagte- og raceduer. Duens historie viser, at mennesket  har tillagt den ædle evner. I Bibelen er det den, der garanterer Noa, at  verden igen er til at betræde. I Østen var duen hellig og fredet. I 1572  fik Frederik II duer bragt til Danmark med skib, som han holdt i sin  dyrehave ved Hillerødholm gods. Sandsynligvis indiske tumlinger, hjembragt  fra langfarten på Ostindien. Før år 1700 var der dueforretninger i  København, og i første halvdel af 1800-tallet var menige danskere  lidenskabelige dueentusiaster. De dyrkede en ældgammel sportsgren,  flyvekonkurrencer, som blandt andet fandt sted fra storbyens hustage. Siden  har især amerikanske forskere talt om duens intelligens og evne til at  forstå menneskets tanker.  Denne gang har formand Christiansen fået guldmedalje for sin danske svaber,  en såkaldt farvedue, hvor avlere og dommere især koncentrerer sig om  nuancerne i fjerdragten. Prisvinderen er gul og sølvfarvet og har en  perleformet plet på spidsen af hver slagfjer. Det er første gang i  Danmarkshistorien, at denne gule farve på en svaber har fået guldmedalje.  Christiansen siger: "Sammenlign med en dirigent, der med sit orkester skal  opføre et værk af Händel eller Tjajkovskij. Han arbejder med det i et antal  dage, nu swinger det, så opføres det for publikum, og han står og tænker,  nu er den der, der er ikke en falsk tone, orj, det lykkedes. Vores  præstation kan vi bare trække over længere tid. Vi går og ser på en due,  fra den kommer ud af ægget, og pludselig tænker vi  -  gad vide, om ikke  klokken ringer med denne her. Og det gjorde den. Det skal fejres i aften."  Jørgen Nielsen fra Broby på Fyn har også udstillet svabere, som denne gang  ikke ligger helt i top i bedømmelsen  -  men han lader sig ikke gå på. Han  brænder for farver. "Så laver man noget der ‘ser ud’ og får det gen  akkumuleret så meget, at det ligner idealet. Få den rene sølvfarve frem,  det er fascinationen."  Det er som et langstrakt eksperiment; de forvildede og uegnede dyr ryger på  bunden af fryseren, 2-300 om året. Han er arbejdsmandssøn, men faderen  havde høns, så det faldt lige for at gå over til duer. Lige nu vil han dog  hellere fortælle et par bekendte fra Dansk Flyvedueklub, som også er mødt  op, om Krasnodar-tumlingen fra Uralbjergene, som han kender til gennem en  redaktør af et tysk dueblad: Det er en fantastisk flyver, og den er på vej  frem.

Høgen, naboen, systemet
De andre lytter. Dét og så en inspektion af dyrene er, hvad de er kommet  for. Anker Damgaard, en flot mand, hvis kraftige hvide hår ligner kapduens  hovedpragt, har haft duer, siden han var fem  -  det er en familiesvaghed  -   nu er han 80. På gården i Taps syd for Kolding har han 700 duer i volierer  og inde i stalden. Til at begynde med havde han Modena-duer, som han brugte  til raceopdræt; også han specialiserede sig i farver og husker 300 og  nogleogtres nuancer, var ivrig udstiller på „Nationalen“ med hidtil usete  varianter. Men siden 1947 er det blevet svært at komme med nye farver, alt  forbedres hele tiden. I dag er han gået over til flyveduer, Tipplere og  Wiener højflyvere; han har endda krydset og fremavlet sin egen slags,  opkaldt efter hjembyen Taps. Han stiftede Flyvedueklubben i 1983, de var  syv. I dag er de 200, heraf 30 indvandrere og flygtninge. De har bragt duer  og traditioner med fra hjemlandene, og det har givet et løft, siger  formanden for klubben, Preben Riggelsen. Men, for der er jo altid et men,  bare ikke det, man kunne tro:  "Vi har det problem, at de, i modsætning til  danskerne, ikke vil spise fuglene. De gør dem til familiemedlemmer." Selv  sidder han ret op og ned i hallen og længes efter duer i flødesovs.  Det sjove er at lukke duerne ud og se, hvor langt de flyver, siger  Damgaard. Han er Danmarksmester seks gange i træk. Mesterskabet foregår på  den måde, at folk tager rundt og ser hinandens duer. En flyvedue skal  nødvendigvis flyve fra sit hjemsted, ellers kan den ikke finde hjem  -  eller  også flyver den netop hjem, så man ikke kan teste dens præstation. Der er  tre kriterier: Hvor højt flyver den op? Hvor lang tid? Og hvor mange  kunster laver den i luften? Tumlingen slår kolbøtter, én ad gangen, men  Rolleren ruller nærmest rundt i lange serier. For Riggelsen er det vigtigt,  at klubben satser på nationalduen den gamle danske tumling  -  som er noget  helt andet end racedueavlernes danske tumling. Det er en mere oprindelig  due, og den minder om en tid, hvor flyvesporten var i højsædet. I  mellemtiden er Danmark rykket fra land til by. Børn kender ikke længere til  dyrehold fra fødslen, og folk er flyttet i parcelhuskvarterer, hvor orden  hersker. Man kan ikke have flyveduer dér. Den største trussel mod  flyveduekulturen er duehøgen (men det har det nu altid været), naboen, som  altid synes at mene, at duer sviner og larmer, og systemet. Bureaukratiet.  Det banker som en åre hos de fleste her. Man behøver ikke engang at nævne  det; racedue-formand Christiansen flyder øjeblikkelig over. Hvor er bagatelgrænsen?  På grund af de seneste års fjerkræsygdomme er det blevet en  pligt at have transportør-certifikat, når man kører med sine duer,  vaccinations-  attest, når de skal udstilles og sælgerattest for at handle med dem. Man  kriminaliserer almindelige mennesker, som er med af interesse og kærlighed,  men nogle gange er de ved at opgive ævred. Intet er for småt i dette land  til at blive kontrolleret!

Generne ligger der
Hans Ove Christiansen er født og opvokset på landet. Alle havde duer.  Biologilæreren vakte hans interesse for arternes udvikling. Det rører ved  en hjertesag hos den gamle skolelærer: „Dengang havde man paratviden i  skolen. Hvad, mener vi, er alment dannende? Hvad skal du vide for at blive  et ordentligt menneske? Vi bør alle få en social dannelse, så vi kan omgås,  og en vis viden om vores fortid og fremtid.  I øjeblikket er vi ikke enige om meget i dette samfund. Der er frit valg på  alle hylder. Det sted, jeg er født og opvokset, blev vi af vores forældre  skubbet ind på en vej. I dag kan de jo gøre lige hvad de vil. Der er nok af  amerikanske serier, 30 kanaler hjemme hos os, amerikansk plat,  samlivsprogrammer, skal de vælge en af samme køn eller det modsatte. Duerne  repræsenterer en anden verden. Ligegyldigt hvilket arbejde du har, er der  noget med individuel løn, præstationsløn, funktionsløn, børnefamilierne er  også stressede, men du stresser ikke af ved at se de fordummende  dåseserier. Det gør du ved at gå ud i dueslaget og følge deres cyklus.  Pardannelse, æglægning, opfodring. Når vi leger Moder Natur, er det os, der  afgør, hvem der skal overleve. I løbet af en generation har jeg ændret  deres udseende og tilpasning, det er mig, der bestemmer. Min kone kunne de  første år ikke forstå det, men i dag, hvis jeg nævner, at nu holder jeg op,  siger hun, For Guds skyld, nej. Det er jo dyr. Mange dyreejere, specielt  hundeejere, gør hundene personlige eller menneskelige, min hund forstår  mig, men her handler det om at se duernes forløb og forædle dem. Det er som  folk, der dyrker roser og skaber nye farver på dem. Det er en passion.“  Der er 1.200 medlemmer i Racedueklubben og 18 specialklubber, herunder  King-klubben med mottoet "Duer, der duer!". Folk i hallen er for det meste  på den anden side af de 50. Pensionistklub, sukker mange, men ifølge  formand Christiansen er det ikke nyt. Man skal have et sted for at holde  duer. Det får man først som 30-årig, men så får man børn. De fylder, især i  dag, så det er kun logisk, at man bliver 40-50 år først. Og kvinder? 421  udstiller, 26 er kvinder. Kvinder synes, duer er ulækre, kvinder er ikke så  nørdede, hellere et naturligt dyr  -  eller dyr, man kan nusse med, lyder  andres forklaringer.  For Jane Mårup Rasmussen fra Nyborg har det besværlige været, at de gamle  mænd holder deres hemmelige viden tæt ind til kroppen  -  det kan synes en  ørkenvandring at blive indviet. "Månetegnet  -  vidste jeg ikke, hvad det  var?  I dag ved jeg en del, som jeg gerne giver videre. Vi er nu blevet tre  kvinder i lokalforeningen, og jeg tror, det er på vej frem," siger 48-årige  Mårup Rasmussen, som opdrætter guldgimpel og højstjert.  Hun tager dommerkurser for bedre at forstå baggrunden for bedømmelserne, og  det har givet respekt hos de gamle mænd. Efter kun fem års arbejde fik hun  guld sidste år, i år, hvor hun har 18 dyr med, sølv. Før var det  konkurrencesport, håndbold og fodbold, nu er det duerne. "Det gode er, at  det hverken handler om selvpromovering eller selvudvikling  -  ej heller om  ens karriere. Nok er det sjovt at være med i toppen  -  er jeg stadig med?  Har jeg gode dyr?  Hvor rentegnet kan jeg få dem?  Men det er ikke mig, der  skal konkurrere hele vejen. Det er gennem dyret, jeg udmærker mig. Der er  lidt lykkepose over det. Mange siger: 'Det er også avleren.' Men et kønt  forældrepar giver ikke altid en køn unge. Generne ligger der jo, og du kan  ikke vide, hvad andre har ført ind i dem for syv år siden."
 

(Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen 16. januar 2004)

bannerbanner
 

Se også:

duebogGamle danske dueracer  af Heine Refsing

Gamle danske dueracer handler om bevarelsen af de danske dueracer og om deres historie. 
Danske dueavlere fremelskede i 1700 og 1800 tallet smukke og velflyvende dueracer, idag er disse racer sjældne. 

176 sider.
+ 12 sider med farveillustrationer
Pris 150 kr + porto - Køb den her   


Haandbog for Due Elskere af Cl. R (Casper Claudius Rosenhoff).  Oprindeligt udgivet i 1860.
 
‪Indeholdende: Duernes Beskrivelse, om Indkjøb, Fangst, Slag, Fodring, Pleie, Parring, Venner, Fjender, Nytte, Skade, Sygdomme, m.m. : med et Tillæg om "Duekunster"‬
  
  
Genudgivet i 2012, som E-bog i PDF format, som kan downloades her på siden.
Med E-bogs versionen har vi gjort en virkelig sjælden bog tilgængelig for alle.  Faksimile udgaven er en nøjagtig kopi af den originale bog med gammeldags skrift og samme format.  Læs mere her
 


Den danske Tumling
af Preben Riggelsen (Nyhedsbrev fra Center for Biodiversitet nr. 2 1998) -
Læs her  
Formand for Dansk Flyvedueklub, og har haft Gamle Danske Tumlinger i over 30 år, fortæller her om den danske nationaldues historie, og om hvordan behjertede avlere reddede den oprindelige Tumlinge-due i sidste øjeblik.



forside billede
Temanummer om de tamme duers


Duernes kulturhistorie, raceduer, hobbyavlere.
Duerne i det gamle København.
Raceduernes historie, rådhuspladsduer, flyvedressur af duer, udstilling af duer. mm.

Download PDF




banner 

© Center for Bio-diversitet.  Denne side er senest revideret jan. 2018.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing