af Heine Refsing, Centerleder

Danmark er ifærd med at etablere en støtte ordning for bevarelse af Plantegenetiske ressourcer. Oplægget giver grund til frygte at myndighederne er ved at rode sig ud i de samme misforståelser som på husdyrområdet. Tilskudordningen til gamle husdyrracer har tiltrukket avlere, der ikke avler udfra engagement i bevaringen; men udfra ønsket om at tjene lidt på tilskudsordninger.
Dette har ødelagt det folkelige netværk i avlerkredse - hvor man traditionelt har haft en fælles forståelse af sine racers avl.

Det største potentiale for bevaring af biologisk mangfoldighed i Danmark er haveejere og små hobbybrug, disse har ikke brug for tilskud til at dyrke f.eks. Ingrid Marie æble. Center for Biodiversitet mener derfor ikke, at der er brug for støtte ordninger til at dyrke denne eller hin sort. Den største opgave er at gøre den biologiske mangfoldighed tilgængelig for befolkningen igen, sådan som det er Riokonventionens intention.
Støtte bør kun gives til projekter, der har et almennyttigt tilsnit hvor formålet sikrer, at overskuddet indgår i det videre arbejde for at sikre biologisk mangfoldighed in situ  - ikke til privatøkonomiske projekter hvor målet er fortjeneste.

Støtten bør prioriteres til de typer afgrøder og projekter, der ikke kan overleve på kommercielle vilkår, og har bevaring af biologisk mangfoldighed som hovedsigte, - og  ikke gives til flygtige nicheproduktioner, der bare bruger bevaringen som en god “markedsførings historie”.

Støtten bør først og fremmest komme de folkelige initiativer til gode, fordi der ikke findes andre støtteordninger til deres  arbejde med at inddrage almindelige mennesker i bevaringen af biologisk mangfoldighed. Man får her mest bevaring for pengene kva det store input af ulønnet arbejde.
Museer og landbrug har deres egne meget veludviklede støtteordninger, og bør derfor ikke have del i de begrænsede midler Plantedirektoratet har afsat til formålet.

Etableringsstøtte til in situ samlinger af ukommercielle sorter ville være en god ide; men sådanne samlinger bør være meget breddere end “gamle nationale egnssorter”.
Biologisk mangfoldighed i Riokonventionens ånd er snarere at definere som alt det der ikke er kommercielle mainstream sorter, end som en lille gruppe særligt nationale sorter.
Derfor bør støtten også gives bredt til ikke-produktions orienterede sorter.

Biologisk mangfoldighed er i princippet også nye sorter, som ikke har potentiale til at blive store cashcrops, men har andre nyttige egenskaber,-  lokal tilpasning, særlige smagskvaliteter, resistens eller andre kvaliteter som er velegnet i avl til eget forbrug.  Størst mulig bredde i in situ samlinger er ønskelig, fordi det giver flere muligheder for spændende nye kombinationer.