Center for Bio-diversitet

 International evaluering - svar
 
  Forsiden   

 

 

Spørgsmål til foreninger og interesseorganisationer

I forbindelse med den Internationale Evaluering har Center for Bio-diversitet ligesom en lang række avlsforeninger mulighed for at svare på 4 spørgsmål om indsatsen for at bevare genressourcer hos husdyr.

Alle med interesse i bevarelsen af husdyrgenetiske ressourcer og gamle racer er velkomne til at komme med bidrag til vores besvarelse af de 4 spørgsmål.
 
 

 
Spørgsmålene:  
 

På denne side kan du følge tilblivelsen af det foreløbige svar. Hvis du har forslag og kommentarer til evalueringssvaret skal du gøre følgende:

 
I begge tilfælde skal dit bidrag indeholde følgende: Dit bidrag vil indgå i arbejdet med det endelige evalueringssvar. Men dit navn, adresse mv. indgår kun, hvis du er indforstået, angiv om du er indforstået med eventuelt at bliver citeret med angivelse af navn her på siden og i det endelige evalueringssvar til forskningsstyrelsen.
 
 
Det endelige svar skal afleveres ca. 5. juni 2001.  Derfor - har du kommentarer: så skriv nu !
 

 

Besvarelsen på den Internationale Evaluering fra Center for Bio-diversitet

Denne side blev oprettet kort før påske, i starten kun med de 4 spørgsmål og introduktionen.
Muligheden for deltagelse i besvarelsen er blevet annonceret her på hjemmesiden og desuden i Loci nr. 2, som udkom kort efter påske. (bilag 1 a).
I den mellemliggende periode frem til afslutningen af redaktionen er svarsiden blevet opdateret et par gange om ugen.

Redaktionen af besvarelsen er afsluttet d. 5 juni 2001.
 
 

Optakten til den Internationale evaluering

En international evalueringen af alle avlsmæssige aspekter af den samlede danske indsats indenfor bevaring af genressourcer hos danske husdyr,blev oprindelig annonceret i starten af 2000, som en undersøgelse hvor evalueringsgruppen skulle rundt og besøge udvalgte avlere; men intet skete før i december hvor det pludselig forlød at det nu skulle være en spørgeskema undersøgelse.

Den manglende information og debat forud for evalueringen, om hvad bevaring af gener egentlig er i avlsmæssig sammenhæng, har indtil nu haft den kedelige betydning, at visse avlerforeningen kun har indberettet adresser på de avlere, der deltager i kåring og præmiering af deres dyr, sikkert i den bedste mening fordi disse avlere i kåringsmæssig sammenhæng har de "bedste" dyr.
Dermed får evalueringen allerede fra start "slagside", fordi de avlere, der primært avler med henblik på renavl og bevaring, ikke nødvendigvis hører om evalueringen og dermed ikke får mulighed for at deltage.
Forløbet gavner ikke evalueringens troværdighed, alligevel har Center for Bio-diversitet i Loci nr. 1-2001 (bilag 1 b) og på vores hjemmeside opfordret til, at avlere af traditionelle racer med interesse i renavl og genbevaring selv henvender sig til SJVF og rekvirerer et spørgeskema; men vi kan ikke nå ud til andet end en brøkdel af de avlere, der burde kende evalueringen og have mulighed for at give deres besyv med.

Center for Bio-diversitet har sendt Forskningsstyrelsen omtrent 100 navne og adresser på avlerforeninger, der burde inviteres med i evalueringen, hvis man ønsker en evaluering af den samlede danske indsats indenfor bevaring af genressourcer hos danske husdyr, Forskningsstyrelsen har imidlertid kun sendt en orientering til et tilfældigt udpluk af disse foreninger.
Vi har spurgt Forskningsstyrelsen hvilke racer, der falder ind under målgruppen og hvem der har foretaget disse valg; men aldrig fået svar!
Definitionen “oprindeligt etablerede i Danmark”, som evalueringen arbejder med, forekommer ret tilfældig. Flere af de racer Genressourceudvalget understøtter stammer faktisk oprindeligt fra et andet land, - ligesom f.eks. Oldenborghesten og Kilken, som man ikke støtter. Herthapointeren og Kantvingen er ikke med i Udvalgets hæfte "Gamle danske husdyrracer", selvom begge  racer er grundlagt i Danmark og ikke findes andre steder. Flere eksempler kunne nævnes, og der synes ikke at være nogen klar linie i valget af “danske racer”, nogle racer holdes udenfor trods en historie, som er helt parallel, med nogle af de racer Genressourceudvalget har valgt at prioritere.

Det enkelte land har ifølge Rio-konventionen og FAOs anbefalinger en særlig forpligtigelse til at sikre racer, der kun findes i landet, herunder også lokale eller nationale linier af andre racer, linier der gennem mange generationers avl har tilpasset sig de lokale forhold. Det er kort sagt den samlede genetiske variation landene skal overvåge og beskytte.
Det danske definition af bevaringsværdige genressourcer og "gamle danske husdyrracer", har hidtil været meget snæver i forhold til FAOs anbefalinger og andre landes praksis. Til sammenligning kan man kigge på:

Hvis man skal vurdere den samlede danske indsats for bevaring af genressourcer hos husdyr, er det vigtigt og nødvendigt at inddrage alle, der avler umoderne racer. Det har man ikke gjort, og derfor er evalueringens troværdighed begrænset til at være en vurdering af Genressourceudvalgets arbejde, udført primært af avlere af de racer udvalget støtter. I betragtning af at og Danmarks forpligtigelser på dette område kun er lidt kendte i avlerkredse, kan man ikke forvente, at de grupper der potentielt kunne høre under gruppen  "racer Genressourceudvalg aktivt har afvist at arbejde med", af sig selv opdager evalueringen og reagerer på den, hvis de ser en avisomtale af projektet.
 
 
 
 

Spørgsmål 1:

Beskriv foreningens indsats (stærke og svage sider) for at bevare genressourcerne hos de gamle dansle husdyrracer, foreningen beskæftiger sig med.
 

Svar:

Center for Bio-diversitet er stiftet i 1995, med det formål at fungere som et uafhængigt informationscenter for biologisk mangfoldighed hos tamme dyr og dyrkede planter.

Centeret har udgivet et Nyhedsbrev siden 1996, og derudover 2 bøger.
Alle aktiviteter er baseret på frivilligt arbejde, gratis lokaler, EDB-hardware, telefon mm., og financeringen er et af centerets svageste punkter.
Kontingenterne fra de nuværende ca. 200 støttemedlemmer er den vigtigste indtægt, derudover er der indtægter fra salg af bøger, samt lejlighedvis indtægter fra honarer for kronikker og artikler.
Ansøgninger om større beløb til financering af faglitteratur, sekretariatsdrift og løn strander på at Den Grønne Fond, som støtter initiativer, der følger op på Riokonventionen i Danmark, finder at de dyrkede planter og tamme dyr ligger udenfor deres opfattelse af bevarelse af biologisk mangfoldighed, og Genressourceudvalget har meget begrænsede midler til at støtte med.
Vi har dog fået tilskud til trykkeudgifterne i forbindelse med de 2 bøger og et debat- & temanummer om bevaringsarbejdet i Danmark:

Hans Ranvig: Berettigelsen i at bevare den Danske Landhøne. 1. oplag 1997. (bilag 2)

Heine Refsing: Gamle danske dueracer. 1998. (bilag 3)  

Nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet nr. 4-2000.  (bilag 4)

 

Også Center for Bio-diversitet er underlagt den dårlige stemning på området, idet de 2 stridende foreninger Gamle Danske Husdyrracer og Danske Husdyr - avlsforening for gamle danske husdyr,  trods vores erklærede uafhængighed og neutralitet, begge åbenlyst mistænker centeret for at “være i ledtog” med deres modpart. Andre avlere og interesserorganisationers første reaktion fortæller meget om hvilket ry, genbevaring har fået i Danmark. De spørger nemlig ofte mere eller mindre åbent: "Nu har I vel ikke noget med Gamle Danske Husdyrracer eller Danske Husdyr - avlsforening for gamle danske husdyr at gøre ?"
 
 

Spørgsmål 2:

Hvilke stærke og svage sider finder De, der har været ved Fødevareministeriets Genressourceudvalgs indsats for bevaring af genressourcer hos gamle danske husdyrracer i perioden fra og med 1991 til og med 2000?
 

Svar:

De stærke sider:

Genressourceudvalget er blevet betydeligt mere aktivt i løbet af perioden, men bortset fra det er det ikke rimeligt at spørge NGO organisationer om et statsligt udvalg har gjort det godt eller skidt med den givne bevilling og det givne mandat. Det ville kræve ressourcer, vi ikke har, at foretage en fair og grundig analyse af dette. Ingen af de NGO organisationer, der findes i Danmark, har modtaget støtte i en størrelsesorden, der kunne financere løn og udgifter til at deltage i eller forestå et så omfattende arbejde. Derfor må vi afholde os fra at vurdere de stærke sider nærmere, og staten har formodentlig selv hånd i hanke med om bevillinger udmøntes som tilsigtet. Vi nøjes altså med at påpege nogle problemer og komme med nogle forslag, i besvarelsen af spørgsmål 2; men det betyder ikke at vi mener Genressourceudvalgets arbejde kun har haft svage sider i de forløbne år. Vi går udfra, at Udvalget har fulgt sit mandat og sin bevillingsbeskrivelse og gjort det bedst muligt indenfor de ret snævre rammer og med det ret brogede udgangspunkt for samarbejde med avlere og interesseorganisationer.
Center for Bio-diversitet har oplevet Genressourceudvalget som imødekommende og ikke bureaukratisk i vores ret begrænsede kontakt med Udvalget.

Center for Bio-diversitet har af Genressourceudvalget fået støtte til følgende:

  1. Udgivelse af bogen: "Gamle danske dueracer"
  2. Tilsagn om støtte til en del af trykkeudgifterne til en ny bog om den Danske Landhøne.
Center for Bio-diversitet har fået afslag på støtte til følgende af Genressourceudvalget:
  1. Et temanummer om den danske genbevaringsdebat.
  2. Et tilskud på 10.000 kr. til faglitteratur og opslagsværker, der kunne styrke centerets virke som et uafhængigt informationscenter. (bilag 5)
  3. En 11 måneders informations- og debatkampagne med det formål at skabe mere dialog og mere viden om genbevaring. Herunder arbejdet med denne Internationale Evaluering. (bilag 6)
 
De svage områder:

Populationernes sikring
Populationerne er små og øges ikke markant. Avlslinier er ikke sikret mod pludselig forsvinden pga. enkeltbesætningers ophør eller overdreven indavl.
 
Samarbejdet med NGOerne
Det er endnu ikke lykkedes at bilægge striden med Oregaard og Foreningen Gamle Danske Husdyr,tværtimod har konflikten bredt sig til andre vigtige avlere.
Det er næppe troligt, at danske avlere siger nej tak til tilskud, uden at de selv føler, at de har vigtige grunde til det, og disse grunde må man respektere, - medmindre avlernes motiv er at opnå en slags monopol - og det kan bedst efterprøves ved at komme dem i møde.
Genressourceudvalget henviser ofte til at de kritiske avlere er velkomne, men ikke vil deltage og indordne sig under de givne betingelser. Men disse betingelser kan jo skrues sammen på flere måder, de er ikke naturgivne.
Opgaven har flere dimensioner:
At bevare dyrene på en faglig forsvarlig måde og at  få avlerne til at føre denne opgave ud i livet. Avlerne er på en måde ligeså vigtige som dyrene, og begrebet fagligt forsvarligt kan godt rumme mere end en tilgang til opgaven. Sålænge man blot praktiserer renavl i ordets egentlige betydning. (se bilag 7)
Genressourceudvalget har tilsyneladende valgt at knytte særligt nære bånd til en enkelt af de mange små interesseorganisationer Foreningen Danske
Husdyr - avlsforening for gamle danske husdyrracer.  I det noget "spegede" samarbejds-klima skaber dette myter, og stiller denne forening i en situation hvor den nemt bliver uberettiget mistænkeliggjort.
Istedet for at sende referater fra Genressourceudvalgets møder, information om konferencer og oplysninger om støttemuligheder til særligt udvalgte, bør alle disse oplysninger lægges åbent frem for alle interesserede ved at publicere oplysningerne i god tid i ARV & AVL. (bilag 8 a, b, c))

Ressourceprioriteringen
Hidtil har Genressourceudvalgets ressourcer fortrinsvis været reserveret til dyretilskud. Indtil nu har denne model muligvis været den eneste mulige, fordi kun de færreste racer har en egen avlerforening med et genbevarende sigte; derfor har Udvalgets bedste mulighed været at støtte enkeltstående avlere med bevaringsværdige dyr. På længere sigt er det imidlertid næppe gavnligt for bevaringsarbejdet, at der består et patron-klientforhold mellem staten og den enkelte avler. Det er en grundfæstet dansk folkelig tradition at snyde staten, og bl.a. derfor er det vigtigt at den enkelte avler føler et ansvar overfor kollegaer og ligemænd i en engageret avlerforening med ansvar for den enkelte races bevarelse og avl. I en engageret avlerforening er der mulighed for at skabe et fagligt miljø, som er langt bedre end det der opstår i kontakten mellem et statsligt rådgivningskontor og den enkelte avler. Landracegedens forening er et godt eksempel på dette.
Tilskuddene bør muligvis mere orienteres til større projekter end til dyretilskud til 2-3 dyr i småbesætninger. Småbesætningerne skal helst være motiveret af idealisme og lyst til at deltage i en races bevaring, ligesom folk har rideheste for deres fornøjelses skyld. Tilskud til enkeltdyr kan have den bivirkning, at de tiltrækker folk, der tænker mere i tilskud end i bevaring og kærlighed til racen, og det kan være med til at reducere avlerforeningerne til fagforeninger, der forhandler størrelsen på dyretilskuddene. For de små avlere er bedre vilkår langt vigtigere end tilskud.
Hvis man kan finde en model for at støtte og styrke interesseorganisationerne økonomisk og fagligt, ville det være en god ide at give denne side af sagen højere prioritet fremover. Men man skal sikre sig at det ikke udmøntes på en måde, så en lille fast gruppe får en pose penge til deling og ikke har noget incitament til at skaffe nye deltagere, fordi man så bliver flere om at dele posen. Måske kunne tilskud gives i forhold til kontingent-indtægter eller lignende parameter for aktivitet, og som tilskud til enkeltprojekter der er fremadrettede i forhold til dyrenes bevarelse og udbredelse.

Hvem ejer dyrene?
Der findes et mundheld om, at vi har Jorden til låns fra de kommende generationer. Det ville gavne sagen meget, hvis en lignende forståelse kunne brede sig blandt avlere af umoderne racer, - at vi har de gamle racer til låns fra fremtidens avlere og har ansvaret for at passe på dyrene i den tid vi deltager i avlsarbejdet. Et skridt i den retning kunne være en styrkelse af de enkelte racers avlerforeninger, så de får et større ansvar sammen med den enkelte avler for at planlægge avlen, og holder hånd i hanke med at ingen avlslinier forsvinder eller dominerer populationen. Hvis den enkelte avler bliver deltager i et fælles projekt omkring racens skæbne, vil det skabe mere kontinuitet, end når den enkelte avler føler sig som sin egen herre med hals og håndsret over sine egne dyr.
Hvis avlerforeningerne får indflydelse på sammensætningen af nye avlsgrupper mm. vil det også kunne sætte de markedsmekanismer ud af kraft, som nu udbreder den mest produktive og eventuelt ukritiske opdrætters dyr til flest muligt nye avlere.
 
Den faglige diskussion
Det er ikke lykkedes at sætte genbevaring på dagsordenen i avlerkredse.
Generelt er der stadig manglende bevidsthed om forskellen på at bevare fænotyper og genotyper, og vigtigheden af at bevare både genotyperne og den genetiske variation både generelt og indenfor de enkelte racer.
Det er imidlertid ikke noget Genressourceudvalget kan klandres for alene, der er tale om en tradition hvor avlerne ofte er organiseret i foreninger hvis primære formål er sport og konkurrence, en sådan tradition vil det aldrig lykkes et statsligt udvalg at ændre i det antiautoritære Danmark. En ny tradition må nødvendigvis spire nedefra blandt græsrødder og bevarings-entusiaster, som det er sket i andre lande.

I nogle stambøger tillades en vis indkrydsning stadig under den officielle definition på renavl. Hos duer og høns og andre fjerkræracer, hvor man ikke har stambøger, er indkrydsning slet ikke noget de mest fremskridts-orienterede avlere sætter spørgsmålstegn ved, - det har de foregangsmænd, man ser op til netop altid nået resultater ved. Avlere der stædigt holder fast ved renavl af originale stammer, nyder ikke nogen særlig status, selvom man da respekterer deres standpunkt. Det gør det naturligvis svært at undgå indavl af de rene stammer, når de lever et isoleret liv, og der ikke er nogen "officiel" forståelse af, at der er en forskel på genotype og fænotype i avlerforeningerne. (bilag 9)

I flere tilfælde er der gået organisationspolitik i sager om gamle racer, fordi de gamle avlsforeninger betragter de gamle racer, som fortidslevn eller konkurrenter til en højtforædlet nutidig race, det gælder bl.a. blandt hunde og duer. Den gamle race vil for dem, i visse tilfælde, repræsentere alle de egenskaber, man har kæmpet med at luge ud i en menneskealder, mens man forædlede den gamle race frem mod et "moderne ideal". Den faglige diskussion, der kunne fremme en forståelse af, at disse gammeldags dyr, der har overlevet hos særlinge eller bare udenfor udstillernes inderkreds, kan være værdifulde at bevare, er aldrig kommet igang.

Hos mange racer fremskyndes indavl af de avlsprincipper, man hylder, fordi de har rod i en meget selektiv og udviklingsorienteret avl, hvor kun få supergode dyr kåres eller udvælges til avl i hver generation, mens racetypiske individer, der blot ikke viser "fremgang" udelukkes fra avl. I de tilfælde hvor udvælgelsen er organiseret, er avlsforeningernes procedurer for kåring og bedømmelse i nogle tilfælde for hunde og heste så omstændelig og bekostelig, at det i sig selv er en stærkt begrænsende faktor for hvor mange, der overhovedet forsøger at få potentielle avlsdyr gennem nåleøjet.

De basale problemer med overhovedet at få bevaringsarbejdet igang har hidtil gjort, at diskussionen om hvordan man bevarer og vedligeholder racernes særlige egenskaber, aldrig rigtig er kommet igang. Konventionen om biologisk mangfoldighed lægger ikke uden grund vægt på at in-situ bevaring "for så vidt angår opdrættede eller dyrkede arter, skal foregå i de omgivelser hvor de har udviklet deres særlige egenskaber."  (artikel 2)
Men der stilles stort set ikke spørgsmål ved om dyrene bevarer deres modstandskraft, nøjsomhed og andre særlige egenskaber under de forhold de holdes, for eksempel:

 
Landhøns som eksempel:
Landhønsene er ved at blive et tragisk eksempel på den manglende bevidsthed om renavl og bevaring af genotypen.
Omkring slutningen af 1800 tallet reddede behjertede avlere den gamle brune Landhøne ud af det kaos der begyndte at brede sig i landets hønsegårde, hvor blandingsracer bredte sig. Man var dengang ret konsekvent og udelukkede "nye" farver.
Denne redning af en oprindelig landrace på et så tidligt historisk tidspunkt hvor import af udenlandske hønseracer først lige var begyndt i 1880erne,  er i sig selv enestående.
Siden har Landhønen været nær ved at forsvinde i flere omgange; men den  oprindelige brune Landhøne har som den eneste overlevet hver gang. I den nuværende Landhønseklubs levetid har nogle avlere til udstillingsformål fremavlet "landhøns" i nye farver, altid med krydsning og ofte med  færre gener fra den oprindelige Landhøne end fra alle mulige andre racer. I Landhønseklubben har en del af avlerne altid haft en forståelse af at den oprindelige brune Landhøne skulle beskyttes mod indkrydsning, mens de andre farver mere var noget man lavede for sjov til udstilling.
Men idag har flere museer og avlere med genbevarings fanen højt hævet opkøbt  "landhøns i alle farver" og blandet det hele sammen  "for sådan, så en hønsegård ud i gamle dage!". Til fremvisning af en historisk hønsegård kunne det måske være godt nok, men problemmet er at det omtales som ægte genbevaring, og man sælger rugeæg og avlsdyr til alle der gider have. For folk, der ikke kender historien, virker det som en blåstempling, når hønsene leveres af et "genbevarende museum", ofte får de måske endda historien om at  "Landhønseklubben kun går op i udstilling - ikke i genbevaring!"  med i købet.
Men sandheden er at disse fremavlere skruer tiden tilbage til en situation, der genetisk set er langt værre end den var ved starten af Landhønseracens bevaringshistorie for 100 år siden. De krydsningsdyr, de sælger, kommer i første omgang til at tage pladsen op hos behjertede mennesker, der gerne ville være med til at bevare den Danske Landhøne. På længere sigt fortynder de gradvist den oprindelige genpulje op i den samlede population, fordi de brune udspaltninger fra blandingspopulationen gradvist slipper ind i de ægte brune Danske Landhøns.
Landhønsenes eksempel er desværre ikke enestående, og det er selvfølgelig dybt frustrerende for de seriøse avlere, der i årevis har værnet om racerene originale stammer, at deres arbejde blive udkonkurreret og overtrumfet af blandingshøns, der flot betegnes som genressourcer.

For de mennesker, der har en spirende interesse i at deltage i bevaringsarbejdet, er det meget afskrækkende hurtigt at finde ud af, at der ikke er nogen klar afgrænsning af hvilke dyr der er ægte, originale gammeldags typer, som er bevaringsværdige. Nye avlere vil ofte opleve, at de hurtigt løber ind i en avler, der kan fortælle dem, at de dyr de har fået fat på “er noget værre skrammel”, enten af den ene eller den anden grund.
Alle parter ville formodentlig kunne trives bedre, hvis man accepterer at flere racer både findes i en gammeldags original type og en mere moderne type, der er mere tunet til konkurrence, udstilling eller produktion. Hver for sig kan de begge være gode, og opfylde de krav og ønsker deres avlere har, men sammen fungerer de ikke.
 

Spørgsmål 3:

Hvilke stærke og svage sider finder De, der har været ved den samlede danske indsats for bevaring af genressourcer hos gamle danske husdyrracer i perioden fra og med 1991 til og med 2000?
 

Svar:

For de mindre dyr er det gået tilbage i denne periode. Stadig flere regler og lovkrav truer med at kvæle hele den kultur, vi har omkring disse racer.
Det er f.eks. krav om CHR registrering og øremærker til selv helt små flokke af får og geder.
Det er krav om vaccination af duer, der sælges på marked eller udstilles.
Krav om registrering, som sælger af fjerkræ, hvis man vil sælge blot et lille overskud af avlsdyr til nye avlere eller kollegaer, betyder at man skal opbevare optegnelser om hvem, man har solgt blot en enkelt dværghøne eller due til i 5 år. Prisen på et prima individ af de gamle danske fjerkræ-racer varierer fra 25 kr. til 200 kr., så man beder nærmest avlerne om at vælge mellem at opgive eller omgå lovgivningen.
Forbud mod salg af overskudsæg fra racehøns, fordi man ikke kan opnå status som salmonella-kontrolleret besætning, forhindrer at folk får de frynsegoder, der traditionelt har fulgt med et mindre hønsehold og bidraget lidt til foderudgifterne.
Etablerede avlere holder nok ved, og klarer sig ofte ved at omgå reglerne; men reglerne udgør en barriere for den naturlige rekruttering, man i generationer har haft på markeder o. lign. Her kunne nye potentielle avlere møde avlerne og deres dyr under uforpligtigende omstændigheder, eventuelt købe dyr til
rimelige priser og gøre deres første erfaringer med avl. Disse nye regler har netop i perioden fra 1991 til 2000 knust en århundreder gammel markedstradition, og reducerer populationerne i takt med at gamle avlere falder fra.
Reglerne skyder generelt gråspurve med kanoner, og gør meget stor skade i forhold til den gavn de potentielt kunne gøre.
Når man pålægger dyr, der holdes for fornøjelsens skyld uden noget kommercielt motiv, alt for mange restriktioner og bureaukratiske forhindringer, vil populationsstørrelserne blive for små til, at racerne kan overleve på længere sigt. Irritationen og ulejligheden ved den slags frustrationer for avlerne kan ikke kompenseres ved dyretilskud eller andre økonomiske tilskud. I et meget reguleret og bureaukratisk samfund hvor de fleste allerede føler sig overbebyrdede med den type pligter, vil ekstra bureaukrati omkring det at have nogle dyr, som hobby, ofte være dråben, der får bægeret til at flyde over. Det betyder at avlere helt holder op eller går over til at have mere tilfældige dyr uden kontakt med organiserede avlerforeninger, fordi det så er nemmere at snyde sig uden om registrering og bureaukrati. (bilag 10 a, b, c, d, e, f, g)
Den tilsigtede sygdomsforebyggende effekt kunne opnåes med bedre resultat og uden skadevirkningerne gennem information om god avlspraksis og god markedsskik.
 
Den største svaghed ved den samlede danske indsats for bevaring af genressourcer hos gamle husdyrracer er, at indsatsen har været løsrevet fra den større sammenhæng dyr og avlere skal overleve i. På den ene side har man oplyst om dyrenes bevarelse og forsøgt at skabe incitamenter til at holde dem, men samtidig har andre myndigheder gjort det stadig mere besværligt og umuligt at holde dyr på hobbybasis, fordi det samme regelsæt i visse tilfælde skal regulere al dyrehold ligefra 10 dværghøns til store industrielle dyrefabrikker. Balancen mellem disse 2 udviklingstendenser har desværre været meget skæv og i avlere og gamle racers disfavør, og det kan aflæses i højere gennemsnits alder hos avlerne og vigende populationsstørrelser af umoderne racer.
 
Selvom idealet må være at alle dyr er registrerede, stambogsførte og deltager i en eller anden form for organiseret avl, er det tvivlsomt at alle racerne nogensinde når op på bæredygtige populationsstørrelser af fuldt registrerede individer, - det gælder for eksempel får, geder og hunde. For at bane vejen for en bredere deltagelse er det vigtigt at give hobbyavlere generelt bedre vilkår, så der foruden den velorganiserede kerne bliver en reserve pulje af de umoderne racer, som er racerene, men uden så megen papirdokumentation.
I de tilfælde, hvor det er stadig strammerede veterinære regler, der gør livet surt for småbrugere, må man overveje, om ikke det er muligt at give umoderne racer, der er ude af effektiv produktion mere lempelige regler end industrielle produktionsdyr opdrættet til eksport.
For fjerkræets vedkommende kunne man f.eks. godt tillade et mindre salg af æg fra egen avl uden salmonella kontrol, uden at sætte fødevaresikkerheden over styr. Tilgengæld kunne man måske forbyde salg af brugte industrihøns til videre æglægning, de nedbrudte og udslidte høns udgør den største smitterisiko blandt hobbyavlernes hønsehold, når de efter en intensiv ægproduktion i store haller pludselig skifter miljø til en frilands hønsegård.
Ligeledes kunne man lade hobbyfjerkræhold have samme veterinære standard som de vilde fugle i forhold til sygdomme som New Castle Disease mv. Kontakten mellem hobbyfjerkræ og vilde fugle er i virkeligheden langt større end kontakten mellem hobbyhøns og produktionshøns.
Et vist selektionspres på de gamle racer for sygdomsresistens er ønskeligt, fordi racernes potentiale for fremtidig avl ligger mere i disse egenskaber end i produktionsegenskaber. Så hvis man kan finde en model, hvor de umoderne racer lever under mindre medicamentel og veterinær beskyttelse, ville det både gøre livet nemmere for avlerne og vedligeholde dyrenes genetiske potentiale.
 

Eksempel på salmonella-kontrol
En fjerkræavler i Nordjylland havde 24 høns og dværghøns af 3 forskellige racer. Efter salmonella dødsfaldene i Ejstrupholm, hvor en familie blev syge af at spise rå æg fra høns, der stammede fra en salmonella-renoveret kommerciel ægproducent, tilmeldte avleren sig til salmonellakontrol for at være på den sikre side.
Gødningsprøverne viste en vis infektion, og der skulle udtages blodprøver fra hver enkelt høne, avleren forsøgte at få hvert prøveglas mærket med hønens ringnummer for at kunne identificere smittebærerne; men det afviste kredsdyrlægen.
Resultatet blev at 7 høns fra besætningen var smittede, og det var så stor en procentdel at kredsdyrlægen krævede alle hønsene aflivet. Avleren ville naturligvis gerne have aflivet de 7 syge, men det kunne ikke lade sig gøre.
Fremgangsmåden er helt urimelig overfor hobbyavlere, der måske har avlet med en raceren stamme i en halv menneskealder og får hele avlsarbejdet ødelagt fordi 7 ud af 24 individer er salmonella smittet, de usmittede individer har jo netop vist deres modstandskraft ved ikke at modtage smitten, selvom den har været i miljøet.
For en kommerciel ægproducent er metoden måske rimelig, fordi man ikke kan identificere hver enkelt høne, når der er flere tusinde, og derfor må renovere når en vis procentdel er smittede. Ægproducenten har ikke nogen anden relation til sine høns end den rent kommercielle, og kan derfor kompenseres med penge;  mens hobby-avleren, der ikke engang har en kommerciel interesse, måske har lagt års arbejde og avlerglæde i sin hobbybesætning, en indsats der ikke kan erstattes med økonomisk kompensation. De gamle racers værdi kan sjældent gøres op i penge fordi deres værdi er genetisk, kulturhistorisk og affektiv.
For den Nordjyske avler betød oplevelsen, at han ikke lader sin nye besætning kontrollere, hvis han igen starter et avlsarbejde med høns.
Historien er et skoleeksempel på, at man ikke med rimelighed kan bruge den samme målestok for kommercielle landbrug og hobbyavlere af umoderne racer, eller samme model for kontrol, hvis man skal overholde Konventionen om biologisk mangfoldigheds forpligtigelse til at "respektere, beskytte og bevare viden og praksis, der findes hos lokale samfund, med en traditionel levevis, som har betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed"  (artikel 8 j).
Når det gælder salmonella kunne en fornuftig model være at tilbyde avlere, der har mistanke om smitte, en gratis test af hvert enkelt individ og aflive de konstaterede smittebærere. Den nuværende fremgangsmåde bevirker, at avlere ikke bruger muligheden for test selv ved mistanke, hvis de har en unik stamme, som de har arbejdet med gennem mange år, eller en race der ikke findes ret mange af i landet.

 

Spørgsmål 4:

Hvordan mener De, indsatsen i Danmark for bevaring af genressourcer hos de danske husdyrracer kan styrkes fremover?
 

Svar:

Bevarelsen af den domesticerede biodiversitet i tamme planter og dyr er i Danmark det mest oversete og underprioriterede af alle de områder Rio-konventionen omfatter.
Riokonventionen anbefaler landene at stimulere NGOernes (græsrøddernes) deltagelse i bevaringen af de gamle racer af husdyr og sorter af kulturplanter, og engagere NGOere i bevarelsen af den biologisk mangfoldighed generelt.
Siden har FAO, Nordisk Genbank, og EU gentaget den samme anbefaling mange gange, men faktisk er det modsatte i vidt omfang sket siden 1992 - det er blevet sværere for danske NGOere at deltage i arbejdet. (bilag 11)

Det ville uden tvivl gavne bevaringsarbejdet meget hvis, man begyndte at anskue bevarelsen af biologisk mangfoldighed mere bredt og i en større sammenhæng. Konventionen om biologisk mangfoldighed  nævner udtrykkeligt, at den også omfatter bevarelsen af de tamme dyr og dyrkede plantesorter, og at dette skal ske "in-situ" dvs. iform af levedygtige populationsstørrelser i racernes oprindelige miljø og produktionssystem.
FAOs anbefalinger for bevarelse af den genetiske variation omfatter den samlede genetiske variation, og lægger ikke op til at de enkelte lande kun skal gøre en lille indsats for de racer landet selv har frembragt. Men anbefalingerne pålægger landene at gøre en særlig ekstra indsats for landets egne racer.
 
Mindre dyrehold er en del af vores kultur som landbrugsland helt siden oldtiden. Idag er det ikke landbrugere, men hobbyavlere, der holder de gamle racer i live, netop fordi disse dyr er uden kortsigtet interesse for det moderne højeffektive landbrug.
Skulle intentionerne i  Konventionen om biologisk mangfoldighed  føres ud i livet, skulle man derfor gøre livet nemmere for sådanne avlere, men det modsatte er i vid udstrækning sket - en hel kultur er trods konventionens smukke ord og gode intentioner ved at blive kvalt.
Racernes udbredelse indsnævres gradvis til en stadig mere snæver gruppe af ældre avlere, der holder ved, fordi de har haft dyrene i en  menneskealder. Mens den underskov af nye avlere, der prøver sig frem og hvorfra nye avlere af de gamle racer skulle rekruteres, er hensvindende.
Unødige restriktioner og bureaukrati gør det urimeligt besværligt at give sig i lag med en lidet givtig avl af lavt producerende eller  helt uproduktive racer, der mest af alt er en del af en kulturel aktivitet.
I Danmark er det idag ved at være nemmere at holde eksotiske kæledyr, end at holde almindelige gammeldags husdyrarter, en udvikling der er tragisk i et gammelt landbrugsland, og en udvikling, der er igang med at decimere populationerne af gamle husdyrracer til under det genetisk bæredygtige, trods vores forpligtigelser i forhold til Konventionen om biologisk mangfoldighed.
Der er faktisk et stort potentiale for NGO deltagelse, der er stadig mange mennesker, som gerne vil holde dyr af forskellig slags. Men de bliver ofte skræmt væk, når de bliver bekendt med de mange regler, der regulerer selv et mindre dyrehold.

De internationale anbefalinger formulerer det altid sådan at NGOernes "deltagelse" skal fremmes; men især når det gælder de små dyr, er der ikke bare tale om "deltagelse" i et bevaringsarbejde. For det eneste "in-situ" bevaringsarbejde, der foregår, bliver varetaget af NGOere, - og ikke med myndighedernes hjælp og støtte; men derimod på trods af diverse forhindringer  opstillet af disse myndigheder.
Avlere af både planter og dyr har overvejende negative erfaringer med statslige instanser, og Rio-konventionens fine intentioner er så godt som ukendte, - eller man trækker bare på smilebåndet ad de flotte ord.
Specielt for de små dyrs vedkommende vil man kunne gavne udbredelsen og avlen med disse racer meget ved at lave regel-saneringer, der undtager hobbyhold fra de regler, der gør livet urimeligt besværligt for avlerne, og erstatter kontrol og mistænkeliggørelse med oplysning og samarbejde.
Da de små dyrs avlere ofte bor i parcelhuskvarterer, ville en generel sikring af danskernes ret til at holde små dyr, som fjerkræ, kaniner, geder og får i
rimeligt omfang være en stor hjælp til at øge antallet af avlere. Denne ret har rødder i århundreders traditioner, men er blevet stækket i stigende grad de seneste 20 år.
Visse steder er det f.eks. forbudt at holde haner sammen med sine høner, eller man må kun holde en enkelt hane, hvilket gør seriøs avl med en race umuligt.

En generel styrkelse af den biologiske mangfoldighed i danske husdyr vil først og fremmets fordre forbedringer for alle småavlere af ikke industrielle racer.  Ellers forsvinder den småbrugs- og avlerkultur, der skal bære de umoderne racer. Riokonventionen nævner netop vigtigheden af at bevare den lokale kultur, der bærer den domesticerede mangfoldighed, og justere lovgivning og regler så sådanne kulturer begunstiges og bevares.

I et højproduktivt landbrugsland, som Danmark, er bevarelsen af de umoderne racer især af kulturhistorisk betydning. Dyrene kan måske nok få produktiv betydning under meget forandrede produktionsforhold; men det ligger langt ude i en uvis fremtid. Det vil derfor gavne bevaringsarbejdet mest at holde op med at begrunde dyrenes bevaring med produktionspotentiale i landbruget, og istedet lægge vægt på at bevare dyrenes oprindelige nøjsomhed, resistens og hårdførhed, og lade dem indgå i en mere generel bestræbelse på at bevare den del af den danske kultur, der handler om at avle dyr i mindre skala til selvforsyning og til fritids-fornøjelse uden så megen skelen til produktivitet målt i kilo og kroner. En større del af vægten bør lægges på den livskvalitet denne livsform giver den enkelte, og den betydning denne kultur har for at bevare landdistrikterne levende og aktive, eller for at give mennesker i byernes parcelhuskvarterer positivt indhold i  fritiden. Man er nødt til at pleje grundlaget for småbrugerkulturen for at fremme populationerne af de umoderne racer.
Det er vigtigt at integrere bevarelsen af umoderne husdyrracer i en større sammenhæng med bevarelsen af den danske landbokultur og avlerkultur, miljøvenlig dyrkning og landskabspleje og bevarelsen af de vilde planter og dyrs mangfoldighed.
Den danske tilbøjelighed til at se den vilde biodiversitet og den domesticerede biodiversitet som adskilte størrelser bør revideres. De ekstensive småbrug har et positivs samspil med den vilde biodiversitet, som har svært ved at trives på de intensivt drevne store landbrugs arealer. Meget af den danske flora og fauna er gennem århundreder tilpasset et samspil med traditionel dyrkning og dyrehold.
 

En styrkelse af bevarings indsatsen for husdyrgenetiske ressourcer i Danmark  fremover bør derfor starte med følgende:

- en lov og regelsanering, der fjerner regler som gør det svært for danskerne at videreføre traditionen  for avl af ikke-industrielle  racer.

- at sikre befolkningen en generel ret til at avle dyr, der hvor man bor.

- at gammeldags racer  gives særlige begunstigelser indtil "in situ" populationerne er opformeret til bæredygtig størrelse.

- at gammeldags racer gives en særlig beskyttelse ved udbrud af smitsomme sygdomme i det industrielle landbrugs dyrebestande.
 

For de racer  eller avlslinier, der kun findes i Danmark, er der for en dels vedkommende brug for ekstra foranstaltninger, som de tilskud mm. som Genressourceudvalget har arbejdet med indtil nu. Men sådanne incitamenter kan ikke stå alene, og kan ikke kompensere for en generel tendens til at besværliggøre og bureukratisere mindre dyrehold.  Er fundamentet iform af gode og lempelige forhold for småavlere iorden, vil antallet af avlere af de særligt danske racer sandsynligvis vokse også uden tilskud. For racer, der er forholdvis dyre i drift og meget lidt produktive, vil tilskud formodentlig altid være nødvendig for at holde populationerne store nok.
Det største problem ved den samlede danske indsats for bevarelse af husdyrgenetiske ressourcer er netop, at der ikke er noget samlet overblik; ingen integration af biodiversitets hensyn i lovgivning og regler, der påvirker området.
 
 
Bilag:

bilag 1:
            a - Loci nr.2-2001
            b - Loci nr.1-2001: International evaluering huups.

bilag 2:  Hans Ranvig: Berettigelsen i at bevare den Danske Landhøne. 1997, 1999.

bilag 3:  Heine Refsing: Gamle danske dueracer. 1998.

bilag 4:  Nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet nr. 4-2000 (tema- & debatnummer).

bilag 5:  Afslag fra Statens Genressourceudvalg.

bilag 6:  Afslag fra Statens Genressourceudvalg.

bilag 7:  Kronik i Fyens Stifstidende 29/1 2001: Kampen om det gamle kvæg.

bilag 8:
            a - Danske Husdyrs medlemsblad januar 2001 s. 4
            b - Danske Husdyrs medlemsblad april 2001 s. 20
            c - Foreningen for Danske Landrace Geder  nyhedsbrev feb. 2001 s. 5

bilag 9:  Læserbrev i Flyveduebladet nr. 3 juni 2001: Brev fra Kim.

bilag 10:
            a - Læserbrev i årsjournal fra Skotsk Højland 1999 s. 38-39: Dansen om BVD kalven.
            b - Læserbrev i Racefjerkræ nr. 2 1996 s. 35-36: Vi er helt til grin.
            c - Læserbrev i Racefjerkræ nr. 2 1996 s. 36: Newcastlesygen.
            d - Leder i Racefjerkræ nr. 12 1996 s. 299: Forstå det, hvem der kan.
            e - Læserbrev i Raceduen nr. 4 1998 s. 74: Udbrud af Newcastle Disease.
            f - Læserbrev i Raceduen nr. 11 1998 s. 238: Duetransportør.
            g - Læserbrev i Raceduen nr. 12 1998 s. 272: Helt til grin.

bilag 11:  Praktisk Økologi nr. 2 1997: Biodiversitet - der er langt fra Rio til Bruxelles.
 
 

 

Husk også at sende dit private svar på evalueringen!

 
Tilbage til centeret   --   send et  e-brev  til Center for Bio-diversitet

© Center for Bio-diversitet.

Denne side er senest revideret  5. juni  2001.

Links til disse sider bedes knyttet til forsiden, for at undgå "døde links" ved omlægninger af siderne.

Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing