Center for Bio-diversitet

 artikel
 
  Forsiden   

   
 

International evaluering - huups !

Når dette blad når frem til modtagerne er en "International evaluering af den danske indsats for bevarelse af gamle danske husdyrracer" formodentlig gået i gang.
 
Det kommer nok som en overraskelse for danske avlere af gamle racer. Evalueringen blev oprindeligt annonceret i begyndelsen af 2000. Men helt indtil november var det almindelige indtryk blandt de få, der havde hørt om dette tiltag, at projektet var endt i en syltekrukke.
Den manglende offentlighed om forløbet vil næppe styrke resultatets brugbarhed.
Der er en mistanke om at den "Hovsa-prægede" fremgangsmåde har den skjulte hensigt at overrumple græsrødderne og få nogle mere positive og ikke så gennemtænkte svar, som kan danne grundlaget for et "skønmaleri" - hvorefter man kan gå ud og sige - at en "International Evaluering" nu har vist, at i Danmark er alt i sin skønneste orden hvad angår bevaring af de ikke-industrielle husdyrracer.

Aktindsigt
Center for Bio-diversitet har lige inden redaktionen af dette blad sluttede modtaget 978 g aktindsigt fra Forskningsstyrelsen om forløbet.
Materialet bekræfter en formodning om, at projektet er meget præget af den manglende kontakt mellem NGOere og myndigheder, der er meget langt både i km. og kulturel afstand fra Forskningsstyrelsen ud til avlerne ude i landets afkroge!  Evalueringsgruppens syn på de mennesker og organisationer, de skal evaluere, kommer måske bedst til udtryk i følgende email-korrespondance (i aktindsigten):  "Vil I fremsende GRUs egne besvarelser til dem? Jeg tror ikke umiddelbart at der er mange af dem der har noget grundlag for en sådan vurdering."
svar: "Nej vi har ikke tænkt os at sende GRUs besvarelser, men blot bede om en generel udtalelse om deres indtryk af GRUs arbejde, såfremt de selv mener de kan bidrage." (GRU=genressourceudvalget)

Et rimeligt forløb ?
Der er imidlertid ikke noget i de 978 g. akter, som "afslører" en skjult hensigt eller en bevidst strategi om at løbe om hjørner med græsrødderne. Formodentlig skyldes det kluntede forløb mere, at i Danmark er der aldrig opstået en samarbejdskultur mellem græsrødder og myndigheder på dette område. Myndighederne har ingen viden om og meget lidt  forståelse for græsrøddernes arbejdsvilkår - f.eks. at det er frivilligt arbejde, og at vi allerede med pasningen af dyr og planter har rigeligt frivilligt arbejde.
Center for Bio-diversitet har forsøgt at forhandle en rimelig tidsplan; men man må konstatere at Forskningsstyrelsen heller ikke er særligt lydhør overfor oplysninger om vore arbejdsvilkår.
Så vi må nok se frem til, at der vil gå en rum tid inden en fair samarbejdsform bliver reglen.

Evalueringen burde have ligget i forlængelse af en informationsfase, for at skabe den fornødne opmærksomhed om evalueringen og dens betydning!

Interesseorganisationerne bør have svar-frist på mindst 2 måneder, hvis man reelt ønsker saglige svar!

Høringsfristen, som Forskningsstyrelsen indtil nu har fastholdt til 3 uger, bør være mindst 3 måneder, når man vil høre græsrodsforeninger. Hvis man mener vores indflydelse alvorligt.

I høringsfasen er det meningen, at vi skal have lejlighed til at vurdere en foreløbig rapport og kommentere den, .
I betragtning af genressourcedebattens kompleksitet og vores arbejdsvilkår er 3 uger helt urimeligt. På 3 uger kan man dårligt nok nå at få biblioteket til at skaffe en bog hjem, hvis man skulle ønske at uddybe noget. Eller blot arrangere et bestyrelsesmøde om rapporten.

Konstruktiv dialog
På trods af disse kritikpunkter opfordrer Center for Bio-diversitet dog til at deltage i evalueringen, og benytte lejligheden til at sætte fokus på de grundlæggende problemer vores arbejde besværliggøres af. Især de besværligheder unødige bureaukratiske foranstaltninger pålægger avlerne. Besværligheder der vil gøre det svært at finde nye generationer af avlere, i en tid  hvor der er masser af andre fritidsfornøjelser at vælge mellem, som ikke indebærer noget bureaukrati.
Hvis de forskellige dyr skal opformeres til langtidssikre populations-størrelser, må man finde nye måder at agere på i forhold til hobbyavlere, der blot har få dyr og ikke er leverandør til den store kommercielle fødevareindustri.
Det er for eksempel at skyde gråspurve med kanoner:
 

  • Når man skal være "registreret sælger" for at sælge en enkelt Landhøne eller et par Parykduer.
  • Når man skal være salmonellakontrolleret for (lovligt) at sælge overskuddet af æg fra sine 50 Landhøns i højsæsonen.
  • Når dueejere skal vaccinere hver enkelt lille due, der skal sælges på et marked, mod en sygdom, der ikke udgør noget virkeligt problem.
  • Når man skal indberette til CHR register for at have ganske få får eller geder.

  •  
    Sådanne regler gør enten folk til lovbrydere eller får dem på længere sigt til at vende dette arbejde ryggen. Og disse er bare eksempler på en jungle af regler!

    Denne hovedkuldse evaluering vil næppe løse alle problemerne; men brugt med omtanke kan den sætte en debat i gang,  som kan gøre fremtiden lettere for folk, der gider bruge deres tid på gammeldags dyrehold i lille skala.
     

    Center for Bio-diversitet opfordrer til følgende:
     

  • at man på en eller anden måde formidler synspunkter fra de avlere der er trådt ud af det organiserede arbejde, fordi de ikke orker at bøvle med bureaukratiet omkring det at have nogle få dyr for sin fornøjelses skyld. Disse mennesker er i høj grad et barometer for hvordan potentielle nye avlere vil forholde sig til deltagelse i fremtidens avlsarbejde.

  •  
  • at man gør indsigelse mod betingelserne for at deltage og kræver rimelige svarfrist og rimelig høringsfrist.

  •  
    Det sidste skal man gøre skriftligt, Forskningsstyrelsen tager venligt og forstående mod alle telefoniske henvendelser, men glemmer dem når røret er lagt på. Skriftlige (også emails) henvendelser er man nødt til at arkivere og registrere og derfor også forholde sig til.
     
    Heine Refsing
     
     
     

    (Artiklen er tidligere trykt i Center for Bio-diversitets nyhedsbrev:  Loci nr. 1 vinter 2001)
     



     
    Læs også:  "Biodiversitet - der er langt fra Rio til Bruxelles"  klik her
     


     
    Tilbage til centeret
     

    send en email til Center for Bio-diversitet


    © Center for Bio-diversitet.

    Denne side er senest revideret januar 2001.

    Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.

    Centerets websider redigeres af Heine Refsing