Center for Bio-diversitet

Ribs er ikke bare sure !

Læs om dengang Ribes petraeum mødte Ribes sativum og sød musik samt syrlige bær opstod - og om hvordan det der startede som en romantisk mangfoldighed af syrlige men spændende bærsorter, endte med supersure industribær.

Ribs er måske det nemmeste bær at dyrke overhovedet. Men smagen har måske været medvirkende til at meget få virkelig har rettet deres gartneriske kærlighed mod den syrlige afgrøde, og udviklet de muligheder, der ligger i dem, gennem forædling.

De dyrkede ribs stammer fra 3 - 4 vilde ribes arter. Ikke alle sorter har gener fra alle de vilde arter, men mange sorter er kombinationer af 2 eller flere vilde arter.
De første arter, der blev kultiveret  i 1500-tallet var Ribes sativum og Ribes petraeum. Den første er kilden til de store bær hos nogle sorter, der tidligere ligefrem blev kaldt “kirsebærribs.” Ribes sativum kan både have røde og hvide bær,  sorter som Rød Hollandsk og Hvid Hollandsk, stammer især fra denne art.
Ribes petraeum har rødlige blomster og den egenskab kan genfindes hos nogle få sorter, der har petraeum-saft i årerne, f.eks. hos sorten Gondouin - en meget gammel sort . Den vilde form varierer meget og har bær med farver ligefra rødt til næsten sort. Ribes petraeum er også stammoder til historiens eneste ribssort med kernefriebær. Sorten gik i Danmark blot under navnet “Kjærneløs ribs”, den havde rødbrune blomster og havde ifølge beskrivelserne “rigeligt middelstore røde bær helt uden kjærner”. Desværre er denne sort øjensynlig gået tabt trods den spændende egenskab!

En tredie ribes art blev først blandet ind i den kultiverede ribs´ aner langt senere, det er Ribes rubrum den vilde form har hvide eller lyserøde bær. Ribes rubrum  har antagelig været ansvarlig for at spændede sorter som Champagneribs, der har rosarøde bær med røde ribber, og Perleribs, der har hvide bær med røde prikker og striber, kunne opstå. Perleribsene er utroligt smukke og dekorative og perfekte til rystede ribs.
Den sidste art, der er kommet med i ribsenes blandede arvemasse er Ribes multiflorum. Arten stammer fra Sydeuropa og er blevet brugt for at forbedre resistens og for at få sentblomstrende og sentmodnende sorter, med en vækst der gør dem velegnede til maskinhøst. En almindelig sort som Rondom har nogle af sine egenskaber fra R. multiflorum.

Regnbuens farver
Vi har nu været omkring hvide, røde, rosa, sorte og stribede ribs, endnu en farve synes at have været repræsenteret nem-lig et helt gult ribs, der tilmed var så sødt at man blev fristet til at spise det fra busken. Mange ældre mennesker kan berette om hvor sød den gule var og selvfølgelig om hvor smuk en rysteribs, man fik, når man blandede gule, hvide og røde i skålen.
Denne gule ribs er bare ikke omtalt i litteraturen, så det kan jo være at det er endnu en ribesart, der har fundet vej til folks haver. De der har smagt og set den er ihvertfald ikke i tvivl om at den er meget mere gul end en hvid ribs og mere sød i modsætning til alle de andre ribs. Når beskrivelsen her lyder lidt af datid og andenhånd er det fordi den gule ribs ligesom den kerneløse synes at være forsvundet.
Årsagen til at den ikke beskrives i gamle skrifter om ribs, kan være at planterne aldrig har været solgt som bærbuske, men som prydbuske. Den Nordamerikanske Ribes aureum har længe været en almindelig prydbusk i Danmark - for de gule blomster. Normalt har den blåduggede bær; men der eksisterer eller har eksisteret en gulfrugtet kulturform til bæravl på artens hjemegn.
Vi har tidligere ihærdigt efterlyst den gule ribs, og har fået kviste med bær fra mange forskellige haveejere, men fælles for de bær vi hidtil har set har været at det var hvide ribs, de fleste hvide ribs-sorter virker en anelse gule fordi man kan se kernerne inde i bærret. Det gælder iøvrigt også de hvide sorter der sælges idag. Vi har  et par buske mere på observationslisten, men har altså endnu tilgode at se og ikke mindst smage en klase dejligt solgule eller orangegule ribs.

Nye sorter
Hvis vi bevæger os fra fortidens mangfoldighed til nutidens fattigdom, opdager man ret overraskende at al den genetiske variation i form og farve, der antagelig skulle komme til verden, når man blander 4 arter med varierende blomster, bær og vækst,  idag er blevet til bare 3 - 4 sorter uden den store variation.
Det vildeste en planteskole idag kan svinge sig op på er  “hvide ribs - en ny fantastisk specialitet!”  Sorten er somænd ofte de gammelkendte Hvid Hollandsk eller Hvid Perle, de er iøvrigt udemærkede - tidlige og søde af  ribs at være.
Går man til de røde ribs beskriver Håndbog for frugtavlere 1996 kun 2 sorter begge sentmodnende og meget sure den ene er Rondom, den anden er Stanza, der meget sigende anbefales varmt med følgende beskrivelse “bærkvaliteten er generelt god med en meget sur saft uden aroma” - ja det står der altså! Når disse 2 sorter har taget teten, er det jo nok fordi de vælter masser af bær af sig og er velegnet til maskinhøst, endda i en grad så man vælger at se bort fra at Stanza er ret modtagelig for skivesvamp og Rondom er genetisk ustabil og ofte “sporter” med grene, der ikke giver bær. Og når man roser de sure og aromaløse bærs kvalitet, er det selvfølgelig fordi bærrene har de fysiske  og kemiske kvaliteter, der gør dem velegnede til processen fra maskinhøst til færdig pæn rød saft i flasker på butikernes hylder. Ribssaft er jo bare ribssaft, og den er god, når bare den er flot rød.
Alligevel er det nu synd for os almindelige uskyldige haveejere, at planteskolerne absolut skal sælge buske af industrisorter til plantning i køkkenhaverne. Massekultur er effektivt, men planteskolerne kunne glæde deres kunder mere ved at opretholde et lille sortiment af gode gamle (eller nye) sorter, så folk kunne høste kvalitetsbær hjemme i haven.
En rimelig rødfrugtet sort, man kan være heldig at finde i planteskoler, er Jonkheer van Tets, den nedstammer fra de gamle hollandske sorter før man begyndte indkrydsningen af Ribes multiflorum. Jonkheer van Tets modner tidligt og smager syrligt som vor barndoms ribs; men ikke rasende surt som Rondom.

Håb forude?
Målsætningen i forædlingen ændres gradvist og der er sket forandringer i de senere år. Fordi det er forudsigeligt, at sprøjtning med forskellige giftstoffer vil blive mere og mere reguleret i fremtiden, er resistens blevet et vigtigt mål i forædlingen, og det kan jo kun være i alles interesse; men forædling af ribs for kulinariske kvaliteter og smukke bær, bliver næppe noget de store planteforædlere vil ofre meget tid på - det er der simpelthen for få penge i!
Der er dog enkelte gode nyheder. Der  forædles faktisk lidt efter smag og kvalitet sådan i det små. En svensk forædler har udvalgt den nye sort Vit Jætte med store hvide bær, som vi importerede til en del af centerets medlemmer sidste år. Den er sentmodnende, og beskrives som velsmagende. Men det er endnu for tidligt at sige noget om hvordan, den er under danske forhold.
To nye engelske sorter er baseret på krydsninger, hvor endnu en Ribes art er inddraget, det er Ribes longeracemosus, fra fjernøsten, den er mest kendt for sine op til 50 cm lange bærklaser. De nye sorter hedder Redpoll og Redwing, de har arvet noget af klasestørrelsen fra deres fjernøstlige forfædre, dog ikke 50 cm lange klaser men op til 35 - 40 bær  pr. klase, og bær der skulle smage behageligt. Sorterne er endnu kun på vej til markedsføring, og om de kommer til danske planteskoler er måske tvivlsomt.
 

Bevar de gamle sorter!
Når nu planteskolernes udvalg er så ringe, er det jo endnu en grund til at bevare de gamle sorter.
Normalt advarer alle havebøger  mod selv at formere sine bærbuske “køb sundhedskontrollerede planter på en planteskole!” har været enhver haveskribents mantra i årevis; men når det gælder ribs, er der ikke meget at hente i de fleste planteskoler. Du risikerer at skifte din gamle syrlige ribs ud med en, der er så sur, at du får tårer i øjnene efter den første håndfuld.
Og med hensyn til sundhedskontrollen løber man næppe nogen særlig risiko sålænge man tager formeringsmateriale fra frodige og rigtbærende buske.

Fremgangsmåden er enkel!
Hvis det er din egen gamle busk, du gerne vil forny, kan du meget nemt få en gren til at slå rod ved at bøje den ned og lægge lidt jord og en tung sten på den. Efter en sommer kan du klippe forbindelsen til den gamle busk og plante grenen med rødder et nyt sted. På den måde har du meget hurtigt en ny busk i bæring.

Hvis det er din bedstemor, der har en gammel busk med velsmagende bær kan det også nemt lade sig gøre at formere busken med stiklinge. Man kan klippe kviste til stikling fra efter løvfald i efteråret og til inden knopperne begynder at svulme i foråret. Kvistene skal være omtrent 25 cm lange af det sidste års skud og plantes enten på friland et letskygget sted eller i en potte med en plastikpose over. Sidst på foråret har kvistene slået rod eller er visnet hen - det sidste er sjældent med ribs, spildprocenten er normalt under 25 %.
 
Hvis man kommer over en busk i bærsæsonen med en fin smag, er det også forsøget værd at tage kviste om sommeren, hvis den står et sted, hvor man ikke kan komme til at klippe kviste om vinteren. Men så skal man bruge metoden med en potte eller spand med en plastikpose over og placeret et sted, hvor der ikke kommer direkte sol. Så er der en god chance for at det lykkes, selvom det er lidt udenfor normal gartnerisk praksis.
Kviste der klippes om vinteren kan i øvrigt sagtens tåle forsendelse og opbevaring et stykke tid i fugtig indpakning og kølig placering.
Husk at få dine nye ribs´ historie med, en stor del af charmen ud over bærkvaliteten, ligger i at kende buskens historie, og man kan sagtens finde buske, som ejeren kan datere tilbage til “plantet omkring år 1900”. Endnu bedre er det selvfølgelig, hvis man kan få det rigtige navn med, men det er sjældent muligt på gamle ribsbuske.

Ribs og sygdomme
Generelt er ribsbuske ikke plaget af mange sygdomme eller skadedyr,  skivesvamp er sikkert det værste, der kan ske ribsbuskene, nogle sorter har arvet modstandskraft fra Ribes petraeum mod skivesvamp, det gælder bla. Jonkheer van Tets.
Virus kan også ramme buskene, men det er heller ikke hyppigt forekommende. Man skal selvfølgelig være meget opmærksom på sundhedtilstanden hos buske, man klipper formeringsmateriale af. Når først buskene er etableret er den bedste forebyggelse at holde buskene i god kondition med passende næring hele tiden, og holde dem veltrimmede. Så er sundhedstilstanden  nem at overskue, og man  kan hurtigt fjerne en gren, hvis der viser sig symptomer på et eller andet.  En regelmæssig foryngelse ved nedklipning eller stiklingeformering er også en måde at holde buskene i god form.

Se også:

Antioxidanter af egen avl af Heine Refsing ( Loci nr.1 2010)
Om at dyrke de helsebringende kinesiske Goji-bær i egen have. Buskens danske navn er  Bukketorn og den trives godt under danske forhold.

Små syrlige kunstværker