Center for Bio-diversitet

Farvel til den gamle Herthahund

En nekrolog over Herthapointeren
- om den svære kunst at bevare de gamle husdyrracer.  (Fotografi af en Hertha Pointer)

Igennem den senere tid har der været stor politisk diskussion om, hvordan vort samfund på bedst mulig måde kan bevare husdyrracer, som vi opfatter som værende af nationalhistorisk værdi.
Dette indlæg har ikke til hensigt at udtrykke politiske holdninger i forbindelse med den løbende diskussion, men i stedet give et lille konkret eksempel på, hvorfor nogle af vore nationale husdyrracer ofres på det politiske alter, fordi politiske og/eller foreningers interesser tilsyneladende overskygger det egentlige mål, nemlig at bevare vore nationale husdyrracer.
 
Herthapointeren er en jagthunderace, som har været godkendt som selvstændig race i Dansk Kennel Klub i 2 omgange, nemlig i slutningen af 1890'erne, hvor Herthaklubben var DKK's første specialklub og i forbindelse med Herthaklubbens gendannelse i 1918.

Som det er tilfældet med andre husdyr ændres folks interesse for sådanne hunde naturligt nok over tid. Det skete også for Herthapointeren. Men en nærliggende årsag hertil kunne måske også være, at hundeavlen allerede på daværende tidspunkt var præget af interessekonflikter af forskellig art i DKK.

Uanset hvilken holdning man kan have hertil, var resultatet heraf uomtvisteligt.
Herthapointeren begyndte at uddø - til nogens fortrydelse og andres henrykkelse. I en periode anså man faktisk denne hund for uddød og begravet. Men, men, men..........

DKK udviste i starten af 70'erne en sand moral og bevaringsinteresse for denne race. Det skete i DKK's Udvalg for Bevarelse af Nationale Racer, som på dette tidspunkt blev ledet af Jytte Weiss, der havde et meget stort hjerte for at sikre bevaring af vore nationale hunderacer.
Udvalgets store arbejde har blandt andet resulteret i, at vi idag fortsat kan stifte
bekendtskab med Broholmeren, den Dansk/Svenske Gårdhund og den Danske Spids.
Arbejdet resulterede således i, at DKK fra 1974 og nogle år frem støttede op om arbejdet med at bevare Herthapointeren. Imidlertid faldt DKK's interesse for dette arbejde over tid, uden at der egentlig findes nogen reel, rationel og motiveret begrundelse herfor.
 

30 års kamp
I dag, små 30 år senere, må alle Hertha-elskere der har støttet dette arbejde erkende, at slaget er tabt. Historien om Herthapointeren vil således i løbet af meget få år kun kunne genfortælles i form af billeder og anden skriftlig dokumentation. Endvidere vil den fulde historie om denne vidunderlige jagthund, kun kunne fortælles af nogle få personer i vort land.

I disse små 30 år har der været ført en utrættelig kamp for at bevare denne hund. Men nu har Jytte Weiss, der er den førende opdrætter, strakt gevær og opgivet at videreføre arbejdet.
Egentlig meget forståeligt, når man som undertegnede, har været tæt på denne kamp og set alle de politiske kampe den har medført. Inklusive i øvrigt også en retsag, hvor endog meget stærke beviser om hundens genmateriale blev tilsidesat.

Hvorfor er det så gået sådan for denne elegante jagthund?

Det er selvfølgelig det sværeste spørgsmål at besvare, især fordi modstanderne af racen, nemlig DKK og Dansk Pointer Klub, alene henholder sig til, at de mener der blot er tale om en farvevariant af den Engelske Pointer. De negligerer endvidere det faktum, at racen i to omgange har været godkendt som selvstændig race i DKK. Ej heller har udsagn om racens selvstændighed fra forskellige eksperter indenfor husdyrgenetik kunnet rokke ved modstandernes opfattelse.

En undersøgelse på Sveriges Lantbruksuniversitet af blodplasmaproteiner viser efter min opfattelse,  at Hertha hunde og danske Engelske Pointere har en markant forskel på flere af de undersøgte blodplasmaproteiner. Dette endda tiltrods for at Herthaen har væres brugt i Engelsk Pointeravl i Danmark helt op til undersøgelsestidspunktet. Men heller ikke denne test har fået DKK og Dansk Pointerklub til at betvivle deres egen opfattelse.

Med baggrund i ovenstående må det derfor siges, at arbejdet for denne races selvstændighed og bevarelse har været præget af DKK's og Dansk Pointer Klubs manglende interesse i at bevare en selvstændig nationalhistorisk jagthund.

Denne “lille” sag blot for at erindre om, hvor vigtigt det er, at arbejdet med at bevare vore nationale husdyrracer får den opbakning, der skal til, for at almindelige mennesker og interesseorganisationer, som jo skal være det bærende element i bevaringsarbejdet, får den nødvendige politiske bevågenhed.

Til minde om en prægtig og vidunderlig jagthunderace, der nu ser sit endeligt i møde på grund af mange års strid, interesser og politiserende debat.

Æret være dens minde!
 

(Artiklen er tidligere trykt i: Loci - nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet nr. 3 sommer 2002)