Center for Bio-diversitet

Danske Landhøns
 
  Forsiden    Om os   Kampagne   Tidsskrift   Litteratur   Husdyr   Kulturplanter   Biodiversitet generelt 
   
 

Landhønens historie kort fortalt

  Fra arkæologiske fund ved man at høns kom til Danmark i Jernalderen. Hønsene har i mange århundreder boet inde i huset sammen med ejerne ligesom de større husdyr, og blev boende inde i bondens stue og bryggers længe efter at de større dyr havde fået egen stald, dels fordi de var nemme ofre for rovdyr og dels fordi man ville sikre sig at æggene kom husmoderen til gavn og ikke blev gemt et sted på gården. Landhønsene antages at være kommet til Danmark og nordeuropa via en nordlig rute fra Østasien, nord for Himalayas og via de primitive bondesamfund. Mens Sydeuropas høns kom ad en sydlig rute via de udviklede kulturområder syd for Himalaya. Disse høns var betydeligt mere domesticerede og kraftigere bygget, og endda speciale varietewter fandtes i Romerriget således tyder hønsekranier på at der endda var toppede varieteter iblandt romernes høns.
Arkæologiske fund fra Romerrigets tid viser at en meget lille næsten bankivastørrelse hønserace fandtes nord for Romerrigets grænser. Rejsen til europa ad både den sydlige pg nordlige rute har taget adskillige århundreder, måske mere end 1000 år. Genetisk har Landhønsene, som er resterne af den nordlige udbredelse, altså været adskilt siden deres veje skiltes i Østasien, og i den tid har de været udsat for en vidt forskellig selektion og tilpasning.

Da kontakt over Alperne og via søfart blev muligt var Danmark allerede befolket af disse primitive Landhøns, og da høns på den tid hverken har været prioriteret (som andet end proviant) eller lette at holde i live på lange rejser, har fremmed indkrydsning antageligt været meget minimal og lokal og uden særlig indflydelse på populationens arvemasse. 

I 1800-tallet begyndte imidlertid import af udenlandske racer med bedre produktions for øje, de første var Minorkahøns og siden kom flere racer til og 1880erne var de danske hønsegårde ganske brogede. Det udløste en redningsaktion for racen. Alle hønseavlere huskede de små brune høns fra deres ungdom, og man kunne stadig finde flokke af disse høns hos stædige bønder, der ikke ville have nymodens spraglede fjerkræ på gården, mange steder i landet.
Der var allerede på den tid diskussion om hvorvidt andre farver og toppede varianter skulle betragtes som Danske Landhøns; men fordi den lille brune høne var det alle kendte som de oprindelige høns, blev kun den Brune Danske Landhøne betragtet som ægte med de 2 finurlige undervarieteter Lutten (Landhøns med korte ben) og Gumpen (Landhøns uden hale).

Hønes eksteriør blev beskrevet i en fjerkræstandard, som første gang udkom i bogform i 1908, endda med en koloreret plance: (klik for større billede):

  1908
Download 1908 standarden for Danske Landhøns som PDF-fil:  HER

 


facebook

Landhønsenes tidlige historie

De første mange år troede pionererne fuldt og fast på at den Danske Landhøne kunne blive en produktionsrace, der kunne gøre de importerede racer rangen stridig. Landhønen var optimalt tilpasset klima og de lokalt dyrkede fodermidler og fremfor alt en nøjsom og flittigt fødesøgende race; men jo mere landbruget blev rationaliseret og effektiviseret des mindre betydning fik de egneskaber og det betyde at mere krævende, men også mere produktive racer udkonkurrede  Landhønsene som en erhvervsrace.
I 1920erne havde man stadig Danske Landhøns på kontrolhønserier hvor man registrerede deres produktion og sammenlignede med andre racer. Nogle forsøg viste at Landhønsene havde en smule bedre foderudnyttelse end Brune Italienere og Plymoth Rock, få det tidspunkt. Men forskellen var lille. Man opfordrede til redekontrol og udvalg af de mest produktive høner til videre avl, og havde et mål om 150 æg / år / høne.
I bedste mening opfordrede man også til at købe rugeæg fra kontrolbesætningerne af de højestydende høner, hvor udbredt det var er svært at vide. Men da Landhønepopulationen på det tidspunkt var begrænset og avlerne ret ambitiøse på racens vegne, har det muligvis fremmet indavl så meget at det også spillede en rolle for den manglende succes.
Til gengæld var der i denne periode udbredt enighed om de Danske Landhøns skulle holdes fri af indkrydsning.
I 1933 deltog Landhøns for sidste gang i forsøg som æglæggere, og det faldt ikke ud til deres fordel. Klubben fortsatte arbejdet nogle år med ægkontrol af en enkelt besætning, man forsøgte desværre med noget held at bortavle rugeevnen, også med det mål at gøre racen mere rentabel og moderne. Satsningen på så få avlsdyr har øget indavlen yderligere i den periode, og interessen skrumpede ind gennem årene.

Efter 2. Verdenskrig gik det hurtigt ned ad bakke for Landhønsene som produktionsdyr, kun de stædigste forkæmpere for racen holdt fast ved den lille brune høne. Men folk der ville have noget økonomisk ud af hønseholdet skiftede til udenlandske racer der nu var let tilgængelige.
Høns for raceavl var stadig en luksus, og dem der havde råd til denne hobby var mere tiltrukket af eksotiske og særprægede racer end den ret ordinære og naturnære Landhøne. I 1959 måtte Landhønseklubben dreje nøglen om, selvom man annoncerede med gratis rugeæg til nye medlemmer var interessen helt i bund.


Bevaringsavlspris for Danske Landhøns

pokal
Center for Biodiversitets Bevaringsavls pris for Brune danske Landhøns af 2015


Udstillere af brune Danske Landhøns varieteter i stor, dværg, alm., gumpe og lutte kan for første gang i 2015 konkurrere om denne vandrepokal for bedste ældste Landhøne.

 Udstilling og god fornuftig avl går ikke altid så godt i spænd. Bevarings pokalen er et forsøg på at få mere fokus på stabilitet i avlen og belønne dyr, der bevarer et standardtypisk udseende op i alderen.

Ældre dyr i avlen har mange fordele. Det forsinker indavlen i racen at udskiftningen er langsom. Ældre dyr har vist deres livkraft og holdbarhed gennem en hel livscyklus med fældninger, æglægning og skrukperioder. Avl med 2-årige eller ældre høner var tidligere den måde man forebyggede sygdomme som hønselammelse o.a. i erhvervet. Idag er industrihønsene afhængige af medicin og vacciner. Sygdomsresistens og lang livskraft er nogle af de egenskaber man gerne vil bevare hos Landhønen.



Klik for større billede.




bog
"Berettigelsen i at bevare den Danske Landhøne" af Hans Ranvig

24 sider.

Pris: 30 kr + forsendelse 20 kr.  
       


Mere info


Litteratur om Danske Landhøns


  • J. Pedersen-Bjergaard: "Dansk Fjerkræstandard".  De samvirkende danske fjerkræforeninger,  1908. (Download standarden for Danske Landhøns som PDF-fil:  HER )  
  • Flemming Schiøtte: "Danske Landhøns i fortid og nutid".  Gallus,  1977.
  • Flemming Schiøtte: "De gamle danske landhøns: - velegnede til det økologiske selvforsyningsbrug". i PØ, Årg. 2 nr. 4, 1982
  • Hans Ranvig: "Berettigelsen i at bevare den Danske Landhøne".  Center for Biodiversitet, 1997 og 1999.  LINK
  • Temanummer om Gumpehøns - haleløse Landhøns.  Loci - Tidsskrift for den levende kulturarv nr. 1 2014 LINK
  • Peter Ravn: "Sådan avler jeg mine Landhøns"   i Loci - Tidsskrift for den levende kulturarv nr. 12015  LINK
         


guldgimpel Læs også om danske duer og raceduer - LINK
 
bannerbanner



 
 
Tilbage til forsiden  

© Center for Bio-diversitet.  Denne side er senest revideret okt. 2018.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing