Biodiversitet - der er langt
fra Rio til Bruxelles
Af Heine Refsing, Center for Bio-diversitet
Det hedder i Rio-konventionen at:
...landene skal søge at bevare
racerne/varieteterne i de omgivelser hvor de har
udviklet deres særlige egenskaber....
og : .. respektere bevare og vedligeholde viden
og praktiser, der findes i lokalbefolkningen , når den
er en del af en traditionel livsstil som er relevant for
bevarelsen af de mangfoldige racer/varieteter.
Men hvordan ser realiteterne ud i EU i 1997 ?
I FNs Rio-konvention om biologisk diversitet, fik man
vedtaget nogle vældig gode og smukke mål, om hvordan alle
FNs medlemslande skulle bevare den biologiske
mangfoldighed, såvel de vilde arter som de forædlede
husdyr og kulturplanter. Man skulle herefter på det
ihærdigste sikre, at flest mulige sorter og racer
overlever, selvom de er gået ud af produktionen, og det
både i genbanker og i virkelig avl.
Det første kniber det med at leve op til for ulandenes
vedkommende - og det forstår man ligesom, sålænge
befolkningen er underernæret, må det være svært at få ret
store bevillinger til frostlagre for små glas med
frøprøver.
At det kniber gevaldigt med det sidste i EU-landene, er
derimod temmeligt svært at forstå. At der ikke er gjort så
meget for ligefrem at stimulere og understøtte arbejdet
med at bevare sorter og racer i de områder, hvor deres
vugge har stået, kunne man nok forklare med at
Rio-konventionen først blev vedtaget i 1992 og
EU-apparatet rider måske ikke lige samme dag som det
sadler. Men at EUs regler er fuld af finurligheder, der
ligefrem lægger hindringer i vejen for, at behjertede
mennesker kan bevare sorter og racer i deres intakte
oprindelige form, og endda tilskynder til at endnu flere
sorter ryger ud på sidelinien, hvorfra der er meget kort
til definitiv forsvinden - direkte i strid med
Riokonventionens intentioner. Det er da utroligt! Havde et
U-land formastet sig til noget lignende, ville det miste
bistand og blive truet på handelsaftalerne.
EU og reglerne
Nu er EU jo på mange måder de gode intentioners projekt,
men EU-apparatet er stort og virkeligheden her ved
årtusindes slutning er kompleks, og de to faktorer
tilsammen kan godt gå ud over overblik og sammenhæng. Og
det er også heri forklaringen på EUs defacto bekæmpelse af
den biologiske mangfoldighed skal søges, for der er næppe
nogen i EU-apparatet, der fuldt bevidst har til hensigt at
tromle Rio-konventionen. Men når overblikket forsvinder,
får pressionsgrupperne mere frit spil, og så bliver det
svært at få de gode intentioner omsat til handling.
De regler, der skaber problemerne er slet ikke
regler. der har til formål at regulere den biologiske
mangfoldighed - det er så at sige en bivirkning. De famøse
regler er nemlig skabt for at beskytte producenter og
forbrugere mod fusk og dårlig kvalitet. Men de rammer alt
for bredt og indeholder ikke undtagelser og minimums
grænser, der kunne levne plads for bevarelse af de
marginale sorter og racer i produktion og handel af mindre
målestok.
Kulturplanterne
For at en frøsort må sælges i EU, skal den registreres på
en sortsliste af et frøfirma, og det er så dyrt, at kun
sorter med en relativ stor omsætning er rentable at ofre
registreringen på.
Det er regler, der er skabt for at beskytte, avlerne mod
at så noget, der ikke svarer til beskrivelsen. Det er jo
godt nok når det drejer sig om et gartneri, der tilsår et
par hektar med en lovende kålsort, at de har en vis
sikkerhed for, at en hel sæsons arbejde ikke er spildt.
Men det er at skyde gråspurve med kanoner, når de samme
krav gælder for frø, der skal sælges i små poser med 5
g. Så beskyttelsen af forbrugeren står ligesom ikke
i forhold til den skade, reglerne gør på den biologiske
mangfoldighed. I øvrigt er beskyttelsen ikke så god endda,
fordi det er helt legalt at sælge registrerede sorter i
Danmark, selvom de flotte ord og billeder på posen bygger
på hollandske erfaringer. Det er tragisk, for vi bytter
derved gamle egnstilpassede sorter, der gav et mindre men
stabilt udbytte ud med internationale registrerede sorter,
der har gode papirer på ydeevne, men som bare ikke holder
hvad de lover, når de kommer til Jelling på jord, der ikke
er optimal og “velsprøjtet” .
EUs ønske om ensartethed er i sagens natur på
kollisionskurs med et ønske om mangfoldighed. Der findes
agurkesorter, som er hvide, gule, runde og endda tornede,
såvel som jordbærsorter, der har rosa, hvide eller
gulgrønne bær og hvad faconen angår kan bærrene på nogle
sorter nærmest være femtakkede eller bare skæve og flade
som vores egen Dybdahl. Den slags sorter med særpræget
udseende kunne nok have en fair chance for at overleve som
specialiteter, men hvordan skulle de nogensinde få klemt
sig ind i regulativer for ensartethed? Reglerne for
produkternes ensartethed er ganske vist rummelige nok til
at krumme agurker og lilla gulerødder kan sælges på
torvet. Men når de “underlødige” sorter ryger af
sortslisterne, bliver det ofte praktisk umuligt for et
lille torvegartneri at skaffe frø eller
udplantningsplanter.
Husdyrene
For dyrenes vedkommende er det de veterinære bestemmelser,
der giver problemer for de gamle racer og deres venner. Et
frisk eksempel er bekæmpelses-planen mod virus-sygdommen
Newcastle disease. Sygdommen smitter ikke mennesker, men
alle hønse-fugle og overføres af mange andre fuglearter
ligefra gråspurve til duer.
Den allervigtigste grund til overhovedet at bevare
husdyrracer, der er gået ud af produktionen, er at man
ønsker at bevare andre genetiske egenskaber end de rent
produktive, især egenskaber som tilpasningsevne overfor
miljøet generelt og evnen til at udvikle resistens mod
sygdomme. Disse egenskaber vedligeholdes og udvikles
imidlertid kun hvis dyrene udsættes for miljøets
belastninger og smittekim fra de sygdomme, de udvikler
resistens mod.
EUs kamp mod Newcastle disease omfatter alle tamme
fjerkræ, men ikke vilde fugle. Det betyder at en fasan,
der holdes i fangenskab er omfattet af bekæmpelsen mens en
vildtlevende fasan ikke omfattes. Smitten trives altså
frit i naturen, hvilket er uundgåeligt, idet det er totalt
umuligt at udrydde en virussygdom med så mange forskellige
værtsarter. Det er således ikke en kamp mod vindmøller,
men en kamp mod himlens frie fugle!
Bekæmpelsen får lidt forskelligt udtryk i de enkelte
lande, i Danmark nedslagtes hele flokken, hvis en enkelt
høne viser sig at være smittet. Set fra et
bevaringssynspunkt er det meget uheldigt, fordi netop de
høns, der overlever kontakt med smitten, er de der rummer
de værdifulde genetiske egenskaber, vi ønsker at bevare. I
andre lande praktiseres forskellige andre ordninger,
som f.eks. vaccination, de er mere hensynsfulde
overfor de mennesker, der vier deres tid til at passe
vores levende kulturarv med foder og vand indtil næste
generation får eget hus og have, og overtager dem. Men
udfra et bevaringssynspunkt er vaccinationen ligeså
meningsløs, fordi den beskytter hønsene mod den naturlige
selektion for sygdomsresistens. Beskytter man dyrene mod
sygdommenes naturlige evolution, kan man ende med at
bevare en tom skal, der i farve og form ligner de gamle
racer på en prik, men ikke rummer deres egenskaber, fordi
de ikke har haft brug for disse egenskaber i generationer.
En nærliggende løsning ville være at lade småhold af høns
være undtaget fra bekæmpelsen sammen med de beslægtede
vilde arter. Man kunne tillade brugen af vaccination i
erhvervsbesætninger, så de kan beskytte de svækkede men
produktive industri-høns mod kæmpetab ved sygdomsudbrud.
Og så overlade de gamle racer til naturens luner sammen
med de vilde fugle. På den måde vil de små hønsehold være
et stort billigt avlscenter, hvorfra man altid kan hente
avlsmateriale, der kan tilføre produktionshønsene vitale
gener, som kan blive meget vigtige hvis f.eks. frilandhøns
engang bliver normen i stedet for undtagelsen.
Lignende forhold gør sig gældende for andre husdyr og
andre sygdomme, og sålænge sygdommene ikke smitter
mennesker, burde man i mangfoldighedens navn lægge en
anden standard for småhold af gamle racer end for
masseproduktion af industridyr. Og selv for en sygdom på
grænsen, som salmonella, er det velkendt at arvelig
resistens kan fremelskes i en race eller mistes afhængig
af avlsmål, og da salmonella bakterier er tilstede i det
naturlige miljø, i jord og på planter, vil f.eks. en
frilandshøne være nødt til, at have anlæg for en fornuftig
resistens i sin arvemasse. Det er derfor et udmærket mål
at have at udrydde salmonellabakterier i industrielle
kyllingefarme osv., men knap så smart at overføre den
standard på hobbybesætninger i folks baghaver eller
frilandshøns i det hele taget. Folk bliver jo også
sjældent syge af at spise deres egne høns, både fordi de
færreste vil spise en syg høne, og fordi processen med at
rengøre den, giver en lidt mere jordnær føling for værdien
af at tilberede kræet forsvarligt.
Fra at modarbejde til at fremme den gode sag
At fjerne de sikkert ganske udmærkede reglers
uhensigtsmæssige bivirkninger er nemt og ganske gratis,
fordi det simpelthen består i at indføre en bagatelgrænse,
og de-regulere alt det der ligger under grænsen, og så
håbe på at behjertede mennesker vil bevare den biologiske
mangfoldighed i deres baghaver, og det vil de uden tvivl i
en vis udstrækning,
Men det at undlade at skabe forhindringer for udbredelsen
af udgåede sorter er dog kun et første lille skridt i den
rigtige retning
Man skal ikke overse, at grunden, til en sort ryger
ud af mainstream produktionen, er, at dens økonomiske
afkast er for lille til, at den er rentabel at dyrke
eller avle. Fjerner man f.eks. frøgodkendelsesgebyrerne,
vil det ganske vist redde en lille gruppe op over den
økonomiske rentabilitets grænse, - de som er “fancy” eller
tæt på mainstreamsorternes udbytte; men det er langt fra
sikkert, at det også er netop de sorter, der bærer rundt
på de egenskaber vi får brug for om 25 eller 200 år.
Så en lempelse af reglerne kan godt glæde både haveejerne
og nogle små frøfirmaer; men skal man for alvor leve op
til Rio-konventionen, må man et skridt videre og på
en eller anden måde stimulere og understøtte bevarelsen af
sorter og racer for deres egen skyld. For kun virkelige
“nuts” gider i det lange løb at passe og pleje en varietet
år efter år, fordi oldebørnene måske får brug for en eller
anden egenskab, den måske bærer rundt på i sin arvemasse.
Så skal Rio-konventionen efterleves, må der et andet
incitament til end blot det at, det er sjovt at servere en
tornet agurk for svigermor, og sådanne incitamenter kunne
EU jo i virkeligheden være en udemærket instans til
at skabe.
Indtil det sker bliver både dyr og planter i virkeligheden
overladt til modeluner, og det er ikke den bedste
sikkerhed for bevarelsen. Dyrene er derudover ofte i
hænderne på opdrættere, der kun opdrætter med henblik på
udstillinger, og det avlsprogram, der praktiseres i den
sammenhæng, tager sjældent højde for at bevare racernes
iboende egenskaber.
(Artiklen er tidligere trykt i: Praktisk Økologi nr. 2 -
1997)
|
