Center for Bio-diversitet

Hvorfor bevare gamle racer ?

Når FNs landbrugsorganisation FAO har et globalt program for bevarelse af husdyrracer, der er truet af konkurrencen fra moderne superracer, er det både af kulturelle og videnskabelige grunde. Mange racer har en central rolle i den lokale kultur, hvor de har hjemme, en rolle der er opbygget gennem århundreders samliv mellem mennesker og husdyr i gensidig afhængighed.

Fremtidssikring
En meget håndgribelig indgangsvinkel er, at man med mangfoldigheden kan søge at fremtidssikre fødevareproduktionens stabilitet selvom klima, miljø og behov ændres.
“Dyrenes genetiske mangfoldighed giver landbruget mulighed for at udvælge avlsdyr og udvikle nye racer, som modsvarer forandringer i miljøet, sygdomsproblemer, ny viden om human ernæring, ændringer i markedet og samfundsmæssige behov. Alt sammen forhold der i det store hele er uforudseelige.”  (World Watch List s. 10)

FAO spørger selv om racernes mangfoldighed kan erstattes af gensplejsning, og svarer:
“Nej! Til dato har kun ganske få gensplejsninger vist sig nyttige til at forbedre planteproduktion. Dyr er mere komplekse og kostbare organismer. Hvert dyr har omkring 100.000 gener i sit “blå-print”, og disse spiller sammen med hinanden og med omgivelserne gennem hele dyrets produktive livscyklus. Unikke kombinationer af gener er ansvarlige for den tilpasning, der er nødvendig for produktion under forskelligartede betingelser.
Teknikken til  kunstigt at frembringe det umådelige udvalg af genetiske kombinationer, som kan skabes udfra den eksisterende og let tilgængelige genpulje, eksisterer ikke endnu, og er måske end ikke udviklet om endnu et århundrede.
Omkostningerne ved at opretholde den eksisterende pulje af mangfoldighed på en sådan måde at den dækker en bred vifte af mulige fremtidige anvendelsesmuligheder er ubetydelig sammenlignet med de massive udgifter, der ville være ved forsøg på at lave en race kunstigt efter mål, til at passe til en bestemt forandring eller en kombination af forandringer i miljøet og være funktionsdygtig, selv hvis det var teknisk muligt.”  (World Watch List s. 29-30)

Gener & racer
Man regner med at tæmningen af de første husdyr begyndte for omkring 12.000 år siden. Selvom avls-metoderne var primitive i forhold til vor tids højeffektive avlsprogrammer, har de mange tusinde dyregenerationer under menneskelig kontrol akkumuleret en meget stor mængde af mutationer og genkombinationer. Disse ville være gået tabt under naturens eget “survival of the fittest” avlsprogram.

“Spekteret af genetiske forskelle inden for hver race, og mellem alle racerne indenfor hver enkelt tæmmet dyreart, udgør artens variation eller mangfoldighed. Denne mangfoldighed har udviklet sig over millioner af år, hvor evolutionen har udviklet og stabiliseret de enkelte arter. De seneste årtusinder har samspillet mellem miljøet og menneskers udvælgelse skabt genetisk tydeligt adskilte racer.
Disse selektions processer, både miljøbestemte og bestemt af mennesket, har skabt den mangfoldighed, der er opstået udfra genetiske forskelle mellem racer. Således er racer, ikke arter af afgørende betydning. Dette er i nogen grad forskelligt fra situationen med vilde dyr, hvor der på grund af den karske effekt af  miljøets egen udvælgelse, ses relativt mindre mangfoldighed inden for en art.”    (World Watch List s. 28 )
“Mangfoldighed af husdyr er en vigtig forsikring, der gør det muligt at reagere på mulige, men endnu ukendte , behov i fremtiden.
Det er risikabelt at sætte sin lid til nogle få racer, en koncentration om et lille antal racer resulterer i tab af gener og gen-kombinationer, som ikke er relevante her og nu, men som kan blive vigtige engang i fremtiden.
At bevare husdyrenes mangfoldighed er risiko-minimering og forbedring af fødevaresikkerheden.” (FAO & UNEP´s Guidelines: Management of small populations at risk  - side 10)

De enkelte racer kan bære unikke gener som kun findes i en enkelt race. Desuden rummer mange racer (om ikke alle) u-nikke kombinationer af gener, kombinationer, der er opstået ved tilfældighed, eller er blevet favoriseret, fordi individer med en given kombination har vist bedre trivsel end andre dyr i populationen, under de lokale forhold mennesket har budt dem - ofte langt fra artens oprindelige udbredelsesområde. Menneskets indgriben har derudover favoriseret forskellige ydre træk, som man har fundet charmerende eller tillagt magisk betydning.
Når det gælder de unikke gener, der kun findes i en enkelt race, giver det sig selv, at er racen væk, så er genet også væk! Chancerne for at det genopstår ved mutation er minimal, hvis det indtil nu kun er opstået og overlevet en gang i løbet af husdyrenes  lange historie.

Genetisk integritet
En races unikke kombination af gener, er kernen i dens berettigelse som genressource. Det er jo ikke bare racens ydre særpræg som farve og type, der gør den unik, de indre egenskaber - den tilpasning til egnen, de egenskaber avlerne har fremelsket, og de særheder den genetiske tilfældighed har frembragt i racen gennem århundreders mere eller mindre komplet isolation fra andre racer -  er langt vigtigere end de ydre kendetegn.
Hvis 2 racer krydses vil begge racers gener nok leve videre i blandingsracen,
men de unikke kombinationer af gener, som de 2 rene racer havde, er brudt, og sandsynligheden, for at de oprindelige  gen-kombinationer genopstår i blandings-racens afkom, er statistisk set tæt på umulig, når der indgår mange forskellige gener i kombinationen.
Hvilke kombinationer, der ligger i racerne, er iøvrigt langt fra kortlagt i detaljer, og derfor er FAOs strategi netop, at vi bevarer så vidt muligt alle tilbageværende racer i håb om, at de bærer gener, der rummer løsningen på fremtidige problemer, vi endnu ikke kender karakteren af.
Skaden ved indkrydsning er selvfølgelig størst jo større input den udgør i forhold til den samlede genpulje, et enkelt sidespring vil ikke forrykke den genetiske balance i en stor population på mange tusinde individer, men tæller racen kun få hundrede individer eller endnu mindre vil skaden altid være størst.
Hvis en race er kommet så langt ud, at indavl vil tage livet af den, kan krydsning med en anden race være en slags sidste udvej, hvor man så bevarer racens gener, men ikke racens genkombination. En løsning der især kommer på tale i U-lande, hvor man har mange lokale racer, og få økonomiske ressourcer at skyde ind i arbejdet.

(Artiklen er tidligere trykt i: Nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet nr. 4 efterår 2000)