Center for Bio-diversitet

af Heine Refsing, Center for Biodiversitet

Dyrene har aldrig kun været landbrugets. Dyr er et vigtigt element i dansk kultur. Forsvinder dyrene fra folks hverdag og fra kulturlandskabet, som de er ved nu, forsvinder centrale elementer af vores egen kultur.
Danmark underskrev i 1992 Rio-konventionen om biodiversitet, der handler om bevaring af den biologiske mangfoldighed.
De gamle racer kan ses som en levende kulturprodukt på linje med den danske skat af digte og sange.
Ligesom kunst lever ved at blive udstillet og sange ved at blive sunget, lever de gamle husdyrracer kun rigtigt ved at blive avlet. Ligesom vi ikke bare skal bevare de gamle, danske sange, men også den levende digtekunst, skal vi også bevare den nutidige småavlerkultur, som er den kulturelle niche, hvor mange elementer af den traditionelle bondekultur overlever idag - med værdier som: Respekt for dyrene, avl til eget forbrug, fremavl af nye varianter eller racer.

Konventionens hovedsigte er at bevare den genetiske pulje, menneskers udvælgelse har skabt, og samtidig sikre befolkningens ret til den levende kulturarv og retten til at bevare den traditionelle livsstil, der knytter sig til traditionelt dyrehold.

Småavlerkulturen fortrænges

I vores rige del af verden er problemet for de uproduktive, gamle racer ikke manglen på interesse, men at interesserede skræmmes væk af bureaukrati og veterinære regler. Siden 1992 har utroligt mange hobbyavlere opgivet avlen eller er »gået under jorden« og holder nu dyr i det skjulte. Begge dele er et tab for det aktive fællesskab omkring bevaringen af den levende kulturarv i Danmark.
Paradoksalt nok er selv de mindste dyrehold i stigende grad blevet bureaukratiseret af myndighederne, siden Rio-konventionen blev underskrevet. Mange af tiltagene er officielt begrundet i frygt for sygdomme. Men reglerne skyder langt over målet og underlægger to køer, en gris og fem dværghøns samme regelsæt som store, industrielle dyreproducenter.
Det sker, selv om erfaringen viser, at sygdomme udbryder og spredes fra store intensive produktioner.
Dyresundhed ligger da os alle på sinde; men lige pludselig betyder kampen mod sygdomme i industridyr, at en 12-årig knægt i Danmark ikke længere kan cykle hen på et marked eller til en kammerat for at sælge to dværghøns og købe et par duer uden at overtræde regler om transport af dyr, regler om registrering af køb, salg og vaccination af fjerkræ!
Aktiviteter, der for få år siden betragtedes som sunde fritidsinteresser for både børn og voksne, er pludselig blevet så bureaukratiseret, at de fleste avlere snyder og omgår regler i ?t væk - eller opgiver avlen!
Det såkaldte Genressourceudvalg under fødevareministeriet har i år 20 års jubilæum, men har blot siddet med hænderne i skødet og set på den tragiske udvikling, mens man har diskuteret bevaring af genetiske ressourcer på et højt, teoretisk niveau.
En international evaluering af dansk bevaring af genressourcer hos husdyr anbefalede i maj 2002 lempelser af bureaukratiet med blandt andet disse ord:

»Nye bestemmelser til kontrol af sygdomsudbrud, eller blot en stigning i standarderne for dyresundhed, kan have alvorlig virkning på opretholdelsen af racer i bevaringsplaner.«
»Det bør endvidere tilstræbes, i det omfang det er sikkert og hensigtsmæssigt, at der opnås fritagelse fra visse veterinære bestemmelser på såvel nationalt som EU niveau«

Men siden 2002 er der ikke sket lempelser - men tværtimod stramninger!

Brug for to sæt regler

De tilbageværende avlere oplever, at de selv og deres dyr er taget som gidsel i et spil om eksportindtægter. En gidseltagning, der slet ikke er nødvendig, fordi kontakten mellem det produktive landbrugs dyr og hobbyavleres dyr er så lille, at man med lethed kunne finde løsninger, der respekterer begges eksistensberettigelse.
Når for eksempel fjerkræproducenterne vaccinerer deres besætninger, opnår man beskyttelse mod smitte fra vilde fugle, og selvfølgelig også mod smitte fra hobbyavleres prydfjerkræ, hvor kontakt ganske vist er næsten utænkelig. Hobbyavleres prydfjerkræ kunne så frigøres for bureukratiet og overlades til den naturlige selektion sammen med de vilde fugle.
De nye krav om, at selv helt små hold af får, geder og grise skal registreres, har kriminaliseret en stor gruppe mennesker, som ikke orker papirarbejde for et par får og en vædder. Disse dyr risikerer at lide overlast ved svære fødsler og sygdom, hvis folk ikke tør kontakte dyrlægen, fordi de ikke er registreret.
Sygdomskontrolreglerne er ude af trit med virkeligheden - man kan ikke med succes bruge samme regelsæt på produktionsdyr og dyr, der holdes for fornøjelsen. De hollandske og belgiske udbrud af fugleinfluenza og mund- og klovsyge er klare eksempler på dette. Hobbyavlerne her kan i dag se tilbage på forløbet og konstatere, at vinderne var de mennesker, der havde held til at smugle deres kære dyr ud af zonerne i sikkerhed for myndighedernes blodrus, mens taberne er de troskyldige og lovlydige borgere, der lod myndighederne aflive de sunde og raske avlsdyr, der ofte er en hobbyavlers kæreste eje.

Beskyttelse med vaccination

Det moderne, produktive landbrugs dyr er i dag registreret i lukkede kredsløb fra fødsel til slagtning, og det gør det muligt at adskille dyr for produktion og for rekreative og bevaringsmæssige formål. Hvilket gør det muligt at have et selvstændigt regelsæt for de dyr, der er uden for landbrugsproduktionen.
Registrering og kontrol kunne med fordel erstattes af tilbud om beskyttelse med vaccination, hvis der skulle komme et sygdomsudbrud. Den slags positive tilbud ville folk tage imod med taknemmelighed, og det ville kunne overflødiggøre registrering og kontrol i alle de årtier, der heldigvis går imellem alvorlige sygdomsudbrud.
Gode regler er regler, der KAN overholdes i praksis, og som respekterer alle borgeres ret. De nuværende regler skyder gråspurve med kanoner. Men det er næppe i nogens interesse, at vi sætter århundreders danske småavlertraditioner og hele den levende kulturarv over styr.
Vi har allerede mange års erfaringer med to veterinære standarder, nemlig for de vilde og de tamme dyr. Hegnspælene mellem de to grupper kan godt flyttes lidt uden at bringe eksporten i fare. Morten Korch-idyl og moderne landbrug kan godt eksistere side om side, hvis blot embedsmændene vil det.

(bragt i Landbrugsavisen august 2005)