Hvorfor bevare gamle racer ?
af Heine Refsing, Center for Bio-diversitet.
Når FNs landbrugsorganisation FAO har et globalt
program for bevarelse af husdyrracer, der er truet af
konkurrencen fra moderne superracer, er det både af
kulturelle og videnskabelige grunde. Mange racer har en
central rolle i den lokale kultur, hvor de har hjemme, en
rolle der er opbygget gennem århundreders samliv
mellem mennesker og husdyr i gensidig afhængighed.
Fremtidssikring
En meget håndgribelig indgangsvinkel er, at man med
mangfoldigheden kan søge at fremtidssikre
fødevareproduktionens stabilitet selvom klima,
miljø og behov ændres.
“Dyrenes genetiske mangfoldighed giver landbruget mulighed
for at udvælge avlsdyr og udvikle nye racer, som
modsvarer forandringer i miljøet, sygdomsproblemer,
ny viden om human ernæring, ændringer i
markedet og samfundsmæssige behov. Alt sammen
forhold der i det store hele er uforudseelige.”
(World Watch List s. 10)
FAO spørger selv om racernes mangfoldighed kan
erstattes af gensplejsning, og svarer:
“Nej! Til dato har kun ganske få gensplejsninger
vist sig nyttige til at forbedre planteproduktion. Dyr er
mere komplekse og kostbare organismer. Hvert dyr har
omkring 100.000 gener i sit “blå-print”, og disse
spiller sammen med hinanden og med omgivelserne gennem
hele dyrets produktive livscyklus. Unikke kombinationer af
gener er ansvarlige for den tilpasning, der er
nødvendig for produktion under forskelligartede
betingelser.
Teknikken til kunstigt at frembringe det
umådelige udvalg af genetiske kombinationer, som kan
skabes udfra den eksisterende og let tilgængelige
genpulje, eksisterer ikke endnu, og er måske end
ikke udviklet om endnu et århundrede.
Omkostningerne ved at opretholde den eksisterende pulje af
mangfoldighed på en sådan måde at den
dækker en bred vifte af mulige fremtidige
anvendelsesmuligheder er ubetydelig sammenlignet med de
massive udgifter, der ville være ved forsøg
på at lave en race kunstigt efter mål, til at
passe til en bestemt forandring eller en kombination af
forandringer i miljøet og være
funktionsdygtig, selv hvis det var teknisk muligt.”
(World Watch List s. 29-30)
Gener & racer
Man regner med at tæmningen af de første
husdyr begyndte for omkring 12.000 år siden. Selvom
avls-metoderne var primitive i forhold til vor tids
højeffektive avlsprogrammer, har de mange tusinde
dyregenerationer under menneskelig kontrol akkumuleret en
meget stor mængde af mutationer og genkombinationer.
Disse ville være gået tabt under naturens eget
“survival of the fittest” avlsprogram.
“Spekteret af genetiske forskelle inden for hver race, og
mellem alle racerne indenfor hver enkelt tæmmet
dyreart, udgør artens variation eller
mangfoldighed. Denne mangfoldighed har udviklet sig over
millioner af år, hvor evolutionen har udviklet og
stabiliseret de enkelte arter. De seneste årtusinder
har samspillet mellem miljøet og menneskers
udvælgelse skabt genetisk tydeligt adskilte racer.
Disse selektions processer, både
miljøbestemte og bestemt af mennesket, har skabt
den mangfoldighed, der er opstået udfra genetiske
forskelle mellem racer. Således er racer, ikke arter
af afgørende betydning. Dette er i nogen grad
forskelligt fra situationen med vilde dyr, hvor der
på grund af den karske effekt af
miljøets egen udvælgelse, ses relativt mindre
mangfoldighed inden for en art.” (World
Watch List s. 28 )
“Mangfoldighed af husdyr er en vigtig forsikring, der
gør det muligt at reagere på mulige, men
endnu ukendte , behov i fremtiden.
Det er risikabelt at sætte sin lid til nogle
få racer, en koncentration om et lille antal racer
resulterer i tab af gener og gen-kombinationer, som ikke
er relevante her og nu, men som kan blive vigtige engang i
fremtiden.
At bevare husdyrenes mangfoldighed er risiko-minimering og
forbedring af fødevaresikkerheden.” (FAO &
UNEP´s Guidelines: Management of small populations
at risk - side 10)
De enkelte racer kan bære unikke gener som kun
findes i en enkelt race. Desuden rummer mange racer (om
ikke alle) u-nikke kombinationer af gener, kombinationer,
der er opstået ved tilfældighed, eller er
blevet favoriseret, fordi individer med en given
kombination har vist bedre trivsel end andre dyr i
populationen, under de lokale forhold mennesket har budt
dem - ofte langt fra artens oprindelige
udbredelsesområde. Menneskets indgriben har
derudover favoriseret forskellige ydre træk, som man
har fundet charmerende eller tillagt magisk betydning.
Når det gælder de unikke gener, der kun findes
i en enkelt race, giver det sig selv, at er racen
væk, så er genet også væk!
Chancerne for at det genopstår ved mutation er
minimal, hvis det indtil nu kun er opstået og
overlevet en gang i løbet af husdyrenes lange
historie.
Genetisk integritet
En races unikke kombination af gener, er kernen i dens
berettigelse som genressource. Det er jo ikke bare racens
ydre særpræg som farve og type, der gør
den unik, de indre egenskaber - den tilpasning til egnen,
de egenskaber avlerne har fremelsket, og de særheder
den genetiske tilfældighed har frembragt i racen
gennem århundreders mere eller mindre komplet
isolation fra andre racer - er langt vigtigere end
de ydre kendetegn.
Hvis 2 racer krydses vil begge racers gener nok leve
videre i blandingsracen,
men de unikke kombinationer af gener, som de 2 rene racer
havde, er brudt, og sandsynligheden, for at de
oprindelige gen-kombinationer genopstår i
blandings-racens afkom, er statistisk set tæt
på umulig, når der indgår mange
forskellige gener i kombinationen.
Hvilke kombinationer, der ligger i racerne, er
iøvrigt langt fra kortlagt i detaljer, og derfor er
FAOs strategi netop, at vi bevarer så vidt muligt
alle tilbageværende racer i håb om, at de
bærer gener, der rummer løsningen på
fremtidige problemer, vi endnu ikke kender karakteren af.
Skaden ved indkrydsning er selvfølgelig
størst jo større input den udgør i
forhold til den samlede genpulje, et enkelt sidespring vil
ikke forrykke den genetiske balance i en stor population
på mange tusinde individer, men tæller racen
kun få hundrede individer eller endnu mindre vil
skaden altid være størst.
Hvis en race er kommet så langt ud, at indavl vil
tage livet af den, kan krydsning med en anden race
være en slags sidste udvej, hvor man så
bevarer racens gener, men ikke racens genkombination. En
løsning der især kommer på tale i
U-lande, hvor man har mange lokale racer, og få
økonomiske ressourcer at skyde ind i arbejdet.
(Artiklen er tidligere trykt i: Nyhedsbrev fra Center for
Bio-diversitet nr. 4 efterår 2000)
|